x
Marc Almond, Rummelsnuff/Leæther Strip og TT: RECession Festival, VoxHall, Århus

Marc Almond, Rummelsnuff/Leæther Strip og TT, RECession Festival, VoxHall, Århus

Marc Almond, Rummelsnuff/Leæther Strip og TT: RECession Festival, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Aring;rets RECession Festival i Århus tog, for mit vedkommende, sin begyndelse på spillestedet Vestergade 58. Dog lidt senere end planlagt, da noget trafikuheld omkring Lillebæltsbroen havde tvunget vor lille flok på omveje, hvilket desværre forsinkede turen i en sådan grad, at jeg ankom for sent til aftenens første koncert - dog heldigvis ikke så sent, at jeg ikke nåede at få lidt med.
 
Rummelsnuff/Leæther Strip
Hvor Leæther Strip må siges at være kendt af de fleste i den sortklædte undergrund herhjemme, og vel også blandt noget af electronica-, punk-, og metalfolket, så er tyske Rummelsnuff så afgjort et mere obskurt navn på disse kanter, hvilket man måske også kunne fornemme på antallet af gæster. Til gengæld var der næppe tvivl om, at det fremmødte publikum godt kendte de to herrer og satte pris på den særegne duo, der faktisk, ret beset, var en trio med guitarist til lejligheden. Hvor Leæther Strip finder sine rødder i ebm, industrial og synth, så er Rummelsnuff mere i retning af skramlet electropunk møder sømandsviser - på tysk. Forvirret? Det bliver kun bedre. Den musikalsk ofte aggressive Leæther Strip fremstår altid på scenen som en hyggelig onkel, der tager sig godt af sit publikum for så at eksplodere i sine numre, mens Rummelsnuff, der tidligere har arbejdet som bodybuilder-instruktør - og det kan ses - har hang til bar overkrop og matroshat. En kende mere forvirret? Det er kun godt.

Styrken ved samarbejdet mellem d'herrer Strip og Snuff er netop at det her giver ikke rigtig mening i traditionel forstand. Man medbringer nogle musikalske ingredienser som oftest er sortklædte, vrisne, ligefrem depressive, og så tager man dem med i cirkus. Stilmæssigt blev der budt på skrammel-ebm, synth-punk og en smule lo-fi sømands-cabaret, og så lige en cover-version af den gamle Soft Cell-ballade, "Say Hello, Wave Goodbye", i hyldest til festivalens hovednavn, Marc Almond. Lyden kunne godt have været lidt bedre, men underholdningen fejlede bestemt ikke noget. Det forlyder, at der muligvis er planer om fortsat samarbejde Leæther Strip og Rummelsnuff imellem, og det virker som noget, der godt kunne blive ganske interessant at følge med i!

TT
Norsk-engelske (men bosat i Danmark) TT var ikke et navn, jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med, men der er tale om en ung, kvindelig musiker med baggrund i studier på konservatoriet indenfor elektronisk musik. Og så kunne man jo umiddelbart forestille sig, at nu var det tid til hornbrillerne og de gode, gamle collage-dyder som vor Cage, Schaeffer og Henry praktiserede dem, men nej, ikke just. Her var i stedet tale om en optræden og en musik, der i højere grad trak på elementer som electroclash, ambient og electronica, ofte tilsat mere end en knivspids indie, også fordi TT medbragte både trommeslager og bassist (der også gav den en lille smule på guitar). Det første, der fangede var dog ikke musikken, men det visuelle udtryk, som var meget gennemført, også taget i betragtning af, at man optrådte et lille sted. Sortklædt og sensuelt slangede TT sig på et lille podie mens hendes mandlige medmusikere optrådte med halvmasker og bar overkrop. Eneste reelle lyskilde var videoprojektion bag musikerne.

Hvis en enkelt skulle få en strøtanke i retning af The Knife/Fever Ray, så er vi nu i hvert fald mere end en. Også musikalsk kunne man godt skænke især Fever Ray en tanke fra tid til anden, tilsat lidt drømmende indiepop her og der. Lydmæssigt var der nogle problemer undervejs, og, hånden på hjertet, det var der også i den rent tekniske afvikling af musikken, hvor man engang imellem røg i andet tempo end de medbragte backing tracks, hvilket sjældent er nogen god idé. Det virkede som et endnu lidt uerfarent projekt, men bestemt et projekt med gode takter og gode idéer og også, på trods af de oplagte inspirationskilder, et projekt forankret i personligt udtryk. Og så synes jeg det var rigtig rart at se nogle musikere, der også dyrkede et visuelt udtryk, for det styrkede koncerten og ikke det modsatte. Jeg kendte intet til TT i forvejen, men jeg kunne sagtens finde på at gå til hendes koncerter igen.
 
Marc Almond
Aftenens og festivalens hovednavn var engelske Marc Almond, der ud over en lang solokarriere formentlig er bedst kendt som stemmen i en af de helt store synth-duoer, nemlig Soft Cell, der havde sin storhedstid i begyndelsen af firserne, som del af den scene, der opstod omkring new wave-, new romantic-, postpunk- og goth-miljøerne. Og skulle der sidde en enkelt eller to derude, som ikke lige helt kan placere Soft Cell og Almond, så kan man jo skøjte forbi YouTube og søge på "Tainted Love". Så skulle alle vist være med. Her er, med andre ord, tale om en herre, der er oppe i den kategori, hvor vi kan begynde at snakke om verdensstjerne, og derfor var det også lidt af et scoop, at præsentere ham på Voxhall, der nok må betegnes som et lidt mindre sted end manden normalt er vant til. Men det betød bare, at vi på de første rækker kunne følge godt og grundigt med, og det gør jo ikke sådan en koncert mindre interessant!

Almond medbragte til lejligheden det, der nok må kaldes rockbesætningen. Ingen strygere, ingen horn, blot en enkelt synthesizer samt akustiske trommer. Med andre ord et lydbillede, som befandt sig langt fra det elektroniske udtryk, man forbinder Almond med i netop storhedstiden i firserne. Og lad det være sagt med det samme - jeg savnede elektronikken, især i de numre, hvor den oprindeligt spillede noget nær hovedrolle. Når det så er sagt, så må man også bedømme koncerten ud fra dens egne præmisser og ud fra de valg musikerne har truffet, og indenfor de rammer var der tale om en yderst gennemført oplevelse, for alle musikere spillede slet og ret hamrende godt og imponerende tight. At guitaristen så var Neal X fra Sigue Sigue Sputnik gjorde det bestemt ikke mindre interessant - om end han var svær at genkende uden meterhøj hanekam! Også lyd og lys fortjener ros - begge dele fungerede flot koncerten igennem og skabte i høj grad de rammer, der skulle til.
 
Og hvad så med primadonnaen selv? Ingen kan vel være i tvivl om, at Marc Almond elsker at stå foran et publikum, og han gør det godt. Han er entertainer, men uden at forfalde til det direkte platte, han har god kontakt til publikum, men uden at der går halbal i provinsen i det hele. Og hvad så med stemmen? Det er jo ingen hemmelighed, at Almond fra tid til anden har måttet tage imod drøje hug fra kritikere, der mente, at han har tendens til at synge falsk. Bevares, man kan da godt høre på Soct Cell-materialet, er her er tale om en ung og uskolet sanger, men at Almond samtidig er blevet teknisk bedre med årene, det kan der næppe herske tvivl om. Men - heldigvis - så er der stadig den der pletvise skæve klang til stede, en arv fra new wave-tiden, og det er jo lige netop den kant, der gør Almonds stemme så genkendelig og unik, hvilket, i hvert fald i disse ører, er pointen.
 
Musikalsk kom man godt rundt omkring Almonds samlede karriere på den times tid, der nu var til rådighed. Et par numre fra det nye album, "Variete", blev det også til, og her høstede især "Bread And Circus", der i perioder kunne lyde som en krydsning mellem Kurt Weill og Tiger Lillies minus falset, stort og velfortjent bifald. Herudover var det, klart nok, hits som "Tears Run Rings" og "Jacky" samt Soft Cell-klassikerne "Bedsitter", "Tainted Love" og "Say Hello, Wave Goodbye", der trak stikkene hjem, komplet med fællessang og særdeles høj stemning.
 
Festivalen lagde godt ud, og lørdagens program tegner også til at blive en interessant oplevelse, især for de med hang til synth, indstrial og ebm, med navne som Frontline Assembly, Mind In A Box, Portion Control, Necro Facility og Neotek. Man kan godt ærgre sig lidt over, at man skal give koncert andetsteds samme aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA