x
Frank Ziyanak og Reptile and Retard : RECession Festival, Vestergade 58, Århus

Frank Ziyanak og Reptile and Retard , RECession Festival, Vestergade 58, Århus

Frank Ziyanak og Reptile and Retard : RECession Festival, Vestergade 58, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Fredag på RECession Festival tilbragte undertegnede i pendulfart mellem Vestergade 58 og VoxHall. Førstnævnte sted havde jeg fornøjelsen af at opleve Frank Ziyanak og Reptile And Retard.

Frank Ziyanak ***

Silkeborgeniske, nu Århus-bosatte Frank Ziyanak er kendt som forsanger i Wong Boys og i nu hedengangne Death To Frank Ziyanak og udgiver snart sit første soloalbum, "Fast Love Songs". Ziyanak havde proklameret, at han denne aften ville fremføre hele dette album i sin helhed fra ende til anden, og det gjorde han så med sin faste trommeslager Ibber samt dennes fætter Peter på keyboard, mens Ziyanak håndterede guitaren.

"Fast Love Songs" viste sig at være en dækkende titel, for der var dømt hurtige og korte sange (et par stykker dog i mere adstadigt tempo), om end med nogle ret så direkte og ikke ligefrem romantiske tekster, eksemplificeret ved titler som "Fuck The World With Me" og "Life Sucks Get Over It". Og så gik Ziyanak planken helt ud, hvad angår hans hang til popsange - en hang, han dog har dyrket i noget omfang både med Wong Boys og Death To Frank Ziyanak. Hans temmelig enkle sange er nemlig supermelodiske og typen, man kan synge med, allerede første gang, man hører dem, og de blev fremført med stort overskud - og en smule aggression, som også kendes fra Ziyanaks andre orkestre.

Vi fik ni korte sange med en samlet spilletid på en halv time, og så skulle alt jo være fryd og gammen. Desværre var lyden ikke alt for god i den langtfra fyldte sal, og trommerne overdøvede det meste. Det lagde noget af en dæmper på fornøjelsen, men det skal blive spændende at høre Frank Ziyanaks soloalbum.

Reptile And Retard ****

Senere på aftenen, efter midnat, var det blevet tid til århusianske Reptile And Retard, som har fået en del omtale, blandt andet fordi de har været på en længere turné i Kina, selv om de er et ganske ungt band, som endnu ikke har udgivet noget musik i fysisk format. Gruppen er i udgangspunktet et duo alias synthspiller Esben Valløe og sanger Mads Damsgaard Kristiansen, som denne aften havde medbragt endnu en mand med elektronik samt en trommeslager - og farvestrålende animationer og storbyscenarier på bagtæppelærredet.

På dette tidspunkt var salen ved at være fyldt, og stemningen var høj, da Reptile And Retard indtog scenen, med medlemmerne i bar overkrop og med farvestrålende masker. Der var fuld knald på musikken fra første taktslag, og sjovt nok minder Reptile And Retards temmelig minimalistiske og hårdtpumpede elektropop med korte, slagsordsagtige tekster såsom "We are the hippies" og "I just want to be a beast" en del om den, ovennævnte Wong Boys leverer. Reptile And Retard er dog endnu mere energiske end Wong Boys live, og der var ikke gået lang tid, før Mads Damsgaard Kristiansen - som i øvrigt har en forholdsvis stærk og udtryksfuld stemme - begyndte at stagedive ud over publikum, igen og igen, fra den ellers ganske lave scene. Det bragte stemningen yderligere i vejret, og derfor var Reptile And Retards halve time på scenen ganske fornøjelig, om end musikken blev lidt monoton i længden. Til sidst fik vi endda åbningsnummeret én gang til. Men underholdende, det var det, og man må tage hatten af for Reptile And Retards ekstremt høje energiniveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA