x
Hurts: Voxhall, Århus

Hurts, Voxhall, Århus

Hurts: Voxhall, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Hurts' unge forsanger med det lovende navn Theo Hutchcraft og det slikkede hår er endnu ikke hundrede procent klar til at styre et spotlight. Alligevel tager han det; live-bandets fire andre medlemmer giver ham det og står under langt det meste af koncerten hen i mere eller mindre mørke.

Hvis bandets navn betyder, at noget gør ondt, som i "it hurts", kan man ikke se det på Theo. Hvis det betyder skader eller krænkelser - "hurt" i flertal - virker han temmelig upåvirket af dem. Tilbageholdende og fordringsløs går han ind med sin lidt kluntede charme og David Byrne-bevægelser, som om han dagen i forvejen havde stået blandt publikum og nu er beæret over, at vi har valgt ham ud til noget mere.

Synth-pop og boyband
Sådan er det også næsten for Manchester-duoen Hurts, der også tæller pianisten og guitaristen Adam Anderson. For et år siden levede de to på bistand med et par mislykkede musikalske konstellationer bag sig. Så fandt Hutchcraft og Anderson en form for 80'er-synthpop, der passede dem – en smule Depeche Mode og Ultravox plus ballader fra et boyband – og deres støvede, sort-hvide æstetik var klar til en tur rundt i Europa.

Danmark var faktisk det første land, der tog imod singlen "Wonderful Life", og Hutchcraft, der åbenbart engang overvejede at gå på Aarhus Universitet, har også lært at sige tak på dansk.

Theos stemme det største aktiv
Theos stemme er klart hans store aktiv, når han lettere foroverbøjet rækker ud til publikum og rykker med mikrofonstanden. Den er bedst i det dybe leje, for eksempel på Kylie Minogue-coveret, "Confide In Me", mens den voldsomt uoriginale ballade "Stay" trækker Hutchcraft ud i nogle lidt for indsmigrende boyband-fraseringer. Inden koncerten hører vi dramatiske strygere og overlæssede korarrangementer, og det er den slags mørke, dystre og opulente stemninger, Theo bør holde sig til.

Lysshowet er imponerende, og opstillingen af bandet, der stort set ikke bevæger sig hele aftenen, passer perfekt til de fire blinkende porte bag dem. En kunstner kunne sikkert lægge det gyldne snit ned over scenen, som Hurts har opdelt den, og ned over hver af bandets frisurer og jakkesæt, alt sammen korrekt som til en familiefest i den øvre middelklasse.

Tilrøget velourtæppe
Lyden er et tilrøget velourtæppe, som man først lægger mærke til, når noget begynder at stikke frem og lave huller. For eksempel det stakåndede klaver i "Stay" eller – og hvad fanden skete der lige der – den ellers anonyme korsangers pludselige klassiske kontratenor på "Verona". Lidt som noget fra en jubilæumskoncert for Andrew Lloyd Webber, men i det mindste interessant. Mere af det, og mere af Adam Andersons guitarspil, som desværre kun kommer på under "Evelyn", men hvor Anderson virker mindst lige så herligt ligeglad og robot-agtig som før.

Til sidst smelter koncerten sammen og fader ud. De mest mindeværdige sange er stadig dem, der også er fængende på pladen: "Wonderful Life" og "Blood, Tears & Gold." Resten er en hæderlig øvelse i musik fra 80'erne og et skridt på vejen for en charmerende frontmand, der stadig har lidt at lære.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA