x
Goldfrapp: Store Vega, København

Goldfrapp, Store Vega, København

Goldfrapp: Store Vega, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Hun kunne være lidt af et centrum for en fest. Med en vindkanon, der satte spil i den glitrende sorte konfettistrimmel-påklistrede overdel hun som en anden påfugl havde iklædt sig og et backingband, der ligeledes havde klædt sig efter en firserdrejebog. Det hele suppleret med en figur i baggrunden, som mindede om en kæmpe iris fra et øje. Så var der stillet klar. Beskrivelsen "moderat og rutinepræget performance" indkapsler imidlertid snarere indtrykket af Goldfrapp denne aften.

Spredt over fem album kan hun vælge imellem adskillige disko-fængende strukturer, der med 80er-lyse keyboardstrukturer tilsat Alison Goldfrapps drømmende sky-flyvende stemme hiver i danseskoene. Og det var den tilgang, aftenen fortrinsvis var bygget efter. Fred være med at adskillige af teksterne er banale. Det findes der talrige andre eksempler på i genren, og det er jo netop ikke fordybelse, hun opfordrer til, snarere løssluppen henkastelse og et Cyndi Lauper-lignende "Girls Just Wanna Have Fun"-tema. Måske det var en af grundene til, at der var samlet en del piger på Vega denne aften?

Det ærgerlige midt i dette var imidlertid følelsen af, at der blev holdt igen og leveret efter en stramt komponeret drejebog. Som et rejsende cirkus uden muligheder for overraskelser eller detours. Alison Goldfrapp ramte tonerne, lyden var – trods enkelte rungende basøjeblikke – godkendt, men derudover signalerede hun sammen med sine fire medbragte musikere og en temmelig hurtig gennemgang af 13 sange på i alt 65 minutter mest af alt, at hun skulle nå et gig mere samme aften, eller at hun endnu ikke havde omstillet sig fra festivalmode. Mon ikke, der var enkelte som for den nette sum af 320kr per næse havde forventet mere? Det emmede af rutine.

Hendes materiale varierer efterhånden en del fra den i hendes sammenhæng mørkere og beherskede tilgang på "Black Cherry" eller den fortrinsvist lavmælte og ballade-strukturerede "Seventh Tree" til det festsvævende på "Supernature" eller hendes seneste udspil: "Head First". Ikke overraskende var mestendels af aftenens koncert taget fra nyudgivelsen.

Vi fik adskillige gode bidrag i "Rocket", "Alive" og "I Wanna Life", mens jeg kunne ønske, at den intetsigende "Hunt" og den Melodi Grandprix-agtige "Believer" var taget ud. Ser vi på sangvalget i øvrigt var det fint nok at lægge behersket for med det gamle nummer "Crystalline Green", men uforståeligt hvorfor de lavmælte "Little Bird" og "Hunt" mod slutningen var proppet ind imellem de vellykkede festbaskere "Ooh La La", "Rocket" og den afsluttende "Strict Machine". Det kan så afgjort være kutyme lige at lægge lidt roligt materiale ind i første del af ekstranumrene – fire i dette tilfælde – og nogle gange fungerer det, men i dette tilfælde fjernede det festopbygningen henimod slutningen, hvor numre som "Lovely 2 C U" eller i endnu højere grad "Ride A White Horse" i stedet kunne have bidraget helt anderledes glimrende. Det burde have været skruet anderledes sammen.

Denne aften leverede Alison Goldfrapp ikke som foreskrevet i omkvædet: "I've got a rocket. You're going on it". Der var flere udmærkede elementer, men hun burde have tilføjet en lille håndfuld ekstra sange. Ikke mindst til sidst, hvor folk stod og ventede på, at der ville komme mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA