x
Hercules And Love Affair og Ignug: Train, Århus

Hercules And Love Affair og Ignug, Train, Århus

Hercules And Love Affair og Ignug: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Just don't party on a weekday", sang Jennifer Brown på sit hit "Tuesday Afternoon", men det råd havde hverken Hercules And Love Affair eller publikum tænkt sig at følge, da førstnævnte indtog scenen på Train tirsdag aften. Der var givetvis også dømt efterårsferie for en del af det ret unge publikums vedkommende, og humøret var højt, selvom salen var mindre end halvt fyldt.

New York-baserede Hercules And Love Affair er centreret omkring dj'en og programmøren Andrew Butler og brød igennem i 2008 med det selvbetitlede debutalbum. Et album, hvor især gæstevokalisten Antony Hegarty (Antony And The Johnsons) lyste op på halvdelen af numrene. Antony har dog aldrig været en fast del af Hercules And Love Affair og har sjældent optrådt med gruppen live. Derfor var hans fravær på Train alt andet end overraskende. Her blev vokalerne leveret af det mere faste Hercules-medlem Kim Ann Foxman samt de to nyere folk, venezuelansk fødte, Berlin-bosatte Aerea Negrot og Chicago-boen Shaun Wright. Sidstnævnte er drag, Negrot er transseksuel, og da Kim Ann Foxman omvendt er en meget drenget kvinde, var der dømt lutter androgyne vokalister denne aften. Helt i Antonys ånd.

De tre sangere viste sig at fungere glimrende sammen. Ingen af dem er hver for sig de helt store vokalister, men summen af de enkelte dele var større end enkeltdelene. Kim Ann Foxman har en noget spinkel røst, mens Aerea Negro og Shaun Wright har dybere og fyldige, soul-påvirkede stemmer, og de gik glimrende i spand i både duetter, kor og enkeltvis i de respektive sange. Og så var det en sand fornøjelse at se deres ikke helt skarpe, men ganske underholdende synkrondans. Ikke mindst fordi Foxman er ganske spinkel, mens Negro og Wright er anderledes velnærede.

Bag de tre "damer" residerede lydtroldmand Andrew Butler og hans makker Mark Pistel. Musikken var koncerten igennem pumpende house/elektro uden de store variationer, men det var yderst dansevenligt, selvom jeg savnede de blæsere, der udgør en stor del af lydbilledet på Hercules And Love Affairs debutalbum. Sangene var da også overvejende nye og formodentlig at finde på Hercules And Love Affairs kommende album, "Blue Songs", som udkommer 31. januar. Også her medvirker de to nye gæstevokalister. Kun nogle få gamle kendinge som "True/False, Fake/Real" og "Blind" kunne kendes blandt sangene, der ofte gik direkte over i hinanden.

Stor kunst var det ikke, men absolut underholdende.

Opvarmning: Ignug ****

Inden Hercules And Love Affair gik på, fik vi en halv times opvarmning ved danske Ignug, som stillede op med to keyboardspiller, trommeslager og en yderst karismatisk og udadvendt frontfigur i form af sanger Ruby Renaissance. Samme Ruby er også i besiddelse af en stærk, sensuel, ofte falsetsyngende vokal, som passede glimrende til Ignugs dansevenlige elektro-funk. Flere af sangene, blandt andet "The Power Of Truth", havde klart hitpotentiale, og så var det spøjst at se samspillet mellem de to keyboardspillere. Den ene bar et pandebånd påsat mikadopinde (!) og var iført strap-on-keyboard i bedste firserstil, som blev betjent med både fingerspidsfornemmelse og masser af herlige poseringer. Den anden havde en vest med frynser, der matchede mikadopindene og leverede også solidt tangentspil. Højdepunktet var dog en keyboard-solo-duel mellem de to.

Ignug fremførte deres sange med højt humør trods et beskedent fremmøde så tidligt på aftenen, og selvom deres delvis engelske kommentarer mellem sangene virkede lidt kiksede, var deres performance gedigen underholdning. Der er næppe nogen tvivl om, at Ignug er et navn, vi kommer til at høre meget mere til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA