x
Lady Gaga: Jyske Bank Boxen, Herning

Lady Gaga, Jyske Bank Boxen, Herning

Lady Gaga: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det er en broget forsamling, der udgør menneskehavet i den udsolgte Jyske Bank Box til aftenens meget omtalte Lady Gaga-koncert, der også markerer den egentlige åbning af arenaen. Som Gaga sagde til koncerten: "I'm gonna take this arena's virginity!" En opgave hun udførte med maner, men mere om det senere.

Halv-dyrebare våben
De mange forældre med børn, jakkesætsklædte, punkere og malede teenagere, der forsøger at ligne idolet i en sådan grad, at man skulle tro, der var tale om en Star Trek-fanevent eller udgivelsen af en ny Harry Potter-bog, varmes op af dels en gang solide metal-klassikere fra Iron Maiden til Judas Priest og tidens hiphop-hits. Midt i Jay-Zs Empire State Of Mind skrues der ned for lyden, lyset dæmpes, og opvarmningsbandet, Semi Precious Weapons, gør klar til at tænde op under publikum, før hovednavnet går på.

Semi Precious Weapons leverer en gang charmerende og yderst ilter gang bøssepunk. Forsanger Justin Tranter har sin jakke omvendt på (a la Steve Carell i Date Night), er iført nylonstrømper, tyk sort make-up om øjnene, afbleget hår og det er ikke svært at se, hvad Gaga ser i dette flamboyante band, der har varmet op for hende siden 2006. De har et noget tegneserie-atigt udtryk over sig, og så er de sig deres opgave som supportband bevidst: "Our job on this tour is to get all of you beautiful, beautiful, beautiful Danish motherfuckers all wet and exited for Lady Gaga." Hendes navn udløser et jubelbrøl i salen.

Bandet spiller og ansporer til yderligere jubel, det bedste de har lært og får på et tidspunkt størstedelen af salen til at smide lightere og mobildisplays i vejret. Det er sgu ærligt talt meget godt gået af opvarmningsnavnet. Efter 30 minutter slutter koncerten i en imponerende spagat, og selvom Semi Precious Weapons ikke ligefrem er nogen musikalsk åbenbaring, har de formået at levere en yderst gedigen underholdning – og netop underholdning må siges at være nøgleordet for i aften.

Syngende silhuet og imponerende scenografi
Efter en halv times Michael Jackson-klassikere fra højtalerne slukkes lyset atter, og den forventningsfulde sal ser pludselig et stort hvidt lærred, hvorpå et stort billede af Lady Gaga projiceres op. Popmart-style – bare i lidt mindre skala. Et buldrende beat begynder og idet Gagas silhuet viser sig og begynder at synge Dance In The Dark, lyder der et brøl fra publikum, som hun synes at have placeret godt og grundigt om sin lillefinger i snoet position. I hvert fald reagerer de på hver en lille bevægelse, som havde hun afsløret, at samtlige fremmødte fik en halv million med hjem i cool cash.

Det hvide tæppe løftes, og en mildest talt imponerende sceneudsmykning kommer til syne: i venstre side står et grønt lig af en bil, i midten er en høj trappe omgivet af neonskilte og selvfølgelig et væld af engagerede og udklædte dansere. Gaga selv er iført lilla solbriller, ditto oversize læderjakke, en lilla leopard-padedragt, nylonstrømper og lange sorte støvler, og idet hun smider jakken og går hen til bilvraget viser det sig, at der under kølerhjelmen gemmer sig et keyboard, og hun spiller til publikums store begejstring de indledende toner til en hårdtpumpet og yderst veludført Just Dance, der banker yderligere liv i salen.

Sammen med fire dansere løber hun ud på podiet, der er placeret længere ude blandt publikum, mens der lires en fornuftig guitarsolo af inde på scenen. "The Monster Ball will set you free, Denmark!" Råber Gaga, der, for første gang ud af mange i løbet af aftenen, skærer sit sympatiske "du skal bare være dig selv"-budskab ud i pap for publikum, hvortil kontakten er ganske nærværende aftenen igennem. Efter en kort opvisning i dansernes kunnen, dukker Gaga op af gulvet iklædt en rød kappe, der ligner noget fra en Marvel-tegneserie, spillende på en uformelig gulvbas, og hermed er kimen til en forrygende og engageret udgave af The Fame lagt.

Ingen fucking playback
Efter første akt sænkes tæppet atter, og vi får flere beats og lettere forstyrrende billeder af Gaga. Blandt andre motiver som "sort Gaga sidder på hvid Gaga og brækker sig ud over hende", "Gaga fortærer noget, der ser uhumsk og blodigt og" og "Gaga tatoveres". Fem minutter senere udgør scenen undergrundsbanen i New York, og Gaga, der nu er en nonne i gennemsigtigt outfit og skelethænder, danser ud af en togvogn til en herligt tung og slæbende intro til Love Game. "Dance, motherfuckers! Jump!" beordrer hun publikum, og menneskehavet bølger. Hun understreger atter vigtigheden i at være tro mod sig selv og advarer med et glimt i øjet folk mod at stå så tæt, hvis ikke de vil blive gravide. Boys Boys Boys dedikeres til de "gay kids", der måtte være til stede ved koncerten.

Mens neonskiltene på scenen svæver væk, dukker Gaga endnu engang op ad gulvet. Denne gang spiller hun på en sortglinsende stalakit af en keytar og er iført en sort lakkjole, der ville gøre Billy Corgan og åndsbeslægtede Marilyn Manson grønne af misundelse. En fan har smidt en wifebeater med et citat fra Gagas Twitter-profil på scenen og bliver inviteret med backstage. Gaga, der nu kun har trusser og bh på ifører sig fan-undetrøjen og kaster sig ud i Beyoncé-samarbejdet Telephone, der leveres med at brag. Under nummeret kommer der – selvfølgelig freistes man til at sige - et halvsmadret flygel op af jorden, og som næste nummer fremføres Speechless solo ved det flammende flygel, og den blonde stjerne sætter en fed streg under sin musikalske kunnen. "I DON'T fucking lip sync!" Og enhver mistanke om playback burde også være manet til jorden efter aftenens optræden. Hendes vokale kunnen er virkelig imponerende, og hvorfor mime, når hun kan levere varen, som hun gør i aften. Der er milevidt til Britney, Christina, Pink, og hvad de ellers hedder allesammen.

Ved flygelet løftes også sløret for den nye sang, You And I, der – surprise, surprise – er en pisse-iørefaldende popsang med et strejf af glamrock, der dog bærer præg af en mere organisk lyd, end man er vant til fra Gagas hånd. Under fremførelsen står hun på flygelet og spiller med stillethælen. Hun synger og spiller ikke bare sangen; hun udfører den. Det er stærkt, og med en musikalitet, som den, der her lægges for dagen, har man faktisk ikke brug for alle de visuelle tricks. Ved nummerets afslutning glider hun i bedste Springsteen-stil på de bare knæe hen ad scenen, så blodet springer.

Blødende engel i flammer

Efter et fem minutters intermezzo kan tredje akt af aftenens forestilling begynde, og Gaga, der nu er iført en hvis isprinsessekjole, hvortil det blødende knæ på en eller anden måde står i smuk kontrast, løftes adskillige meter op på podiet blandt publikum og fremfører So Happy I Could Die. Scenen er nu en twisted udgave af Central Park, der har fået et Tim Burtonsk touch. Næste nummer er Monster, og for at illustrere sangens sætning "he ate my heart", overfalder Gagas dansere hende og efterlader hende med et blødende bryst. En medrivende udgave af Show Me Your Teeth med en effektfuldt glammende hund i baggrunden følger, hvorefter Gaga giver sig selv fuldt ud i fremførelsen af Alejandro, der byder på et blødende englespringvand i flammer.

Fjerde akt byder på en goth-punket fremførelse af Poker Face, mens Lady Gaga i akt fem konfronteres med en enorm monsterfisk med dreadlocks under Paparazzi, hvor hendes bryster slår gnister. Sjette og sidste akt indledes af en militant gang march-musik, der går over i det afsluttende monster-hit Bad Romance, som afslutter koncerten med et brag, mens publikum tramper, klapper og hopper så den ellers solide Jyske Bankboks, der med fremragende lyd og top-professionel og eminent show-ekserkvering har bestået svendeprøven, ryster.
 
Gaga har vist hvordan en solidt pop-show skal skæres, og i Herning har man vist hvordan de optimale rammer for et sådant skal lægges. Danmark har endelig fået et koncert-sted der kvalitativt bringer tankerne hen på Londons O2 Arena, og med Gaga har med en koncert, hvor ambitionerne er i top, budkabet er på plads og det vigtigste musikken er velfungerende og forbandet godt udført, vist hvor pop-skabet skal stå. Hendes velpolerede kollegaer skal virkelig tage sig sammen, hvis ikke hun skal sætte sig alt for solidt på tronen de næste mange år. Efter aftenens optræen at dømme kan hun roligt sætte sig godt til rette.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA