x
Joe Bonamassa: Store Vega, København

Joe Bonamassa, Store Vega, København

Joe Bonamassa: Store Vega, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Amerikanske Joe Bonamassa har inviteret alle Københavns luftbluesguitarister til sammenskudsgilde i Store Vega. Mænd i alle aldre medbringer luftguitar og armbevægelser, Joe kommer med lyden.

I mørkt jakkesæt, spraglet skjorte, tilbagestrøget hår og gule brilleglas ligner Bonamassa egentlig bare en marketingchef med en Gibson. Men det glatte skind bedrager. Inde bagved pumper tung og bastant bluesrock rundt i årerne på en af dette årtis mest hyldede bluesguitarister.

Han er fokuseret, husker hvornår han sidst var i København (for halvandet år siden) men taler ellers ikke til publikum. Den kølige business-attitude skinner også igennem i guitarspillet, der er så stilrent og pletfrit, at det næsten ikke føles som blues. Det er svulstigt, men bliver aldrig rigtig svedigt på den inderlige smertende måde.

Men energien er høj, dynamikken spændstig og bandet tight som en amerikansk tourmanagers greb om kontanterne.

John Henrys bedste riff
Og den velfriserede bluesrock finder varm modtagelse i Vega. "Det er kanon, mand!" lyder det i en stille passage fra en opstemt publikummer nede bagi. Og resten af mandeflokken griner og nikker anerkendende til hverandre. Ja, Joe er kanon. Hans guitarspil er sublimt, smidigt og meget fyldigt; hans sangstemme ren, høj og lys.

"Så blev jeg ringet op for tre uger siden og spurgt, hvordan jeg havde det med, at det her riff var stemt ind blandt de 50 bedste i dette årti - på en 12. plads." Stor applaus. "Ja ja, men en 12. plads?!," joker han fake fornærmet. Det er morsomt. Bonamassa har selverkendelse og humor.

"The Ballad Of John Henry" sparker som en bryggerhest i brunst, og mænnerne på gulvet kaster overkroppen frem og tilbage med musikken, mens hænderne pisker luftguitarens strenge. På scenen er Joe ikke helt tilfreds. Han kigger på sin Marshall-forstærker og ryster på hovedet. Det er til gengæld også eneste indikation vi andre får af, at noget ikke rigtigt spiller. For ude foran lyder det af en million.

ZZ Top valgt fra
Bonamassa fortæller også, at han er benovet over, at så mange er mødt op i Vega. "Nogle af mine gode venner spiller også i København i aften, så I havde et svært valg," siger han om sit og ZZ Tops kalendersammenfald. Men guitarpublikummet i Vega siger ham midt imod: "Nooo!" Valget var slet ikke svært.

Vega er udsolgt til sidste plads, og stemningen er afslappet og veltilpas. Man hjælper hinanden med at nyde musikken, ølhenterne bliver venligt gelejdet ind gennem flokken til deres pladser, og luften er tyk af voksne mænds deospray.

Musikken byder ikke på nye dybe tallerkner. Alt er hørt, set og luftguitaristet mange gange før. Men Stevie Ray Vaughan er væk, og Jimmy Pages foretrukne stilling er vandret på sofaen, så der er masser af plads til Bonamassas gennemførte 70'er-bluesrock. Så djævelsk velspillet at det ind imellem bliver både forudsigeligt og lidt kedeligt.

Akustisk ekvilibrisme
I koncertens sidste tredjedel får vi en opvisning i dynamik og tempo på akustisk guitar. Fingrene flintrer hen over gribebrædtet som små lyn, og detaljerigdommen er så ubeskrivelig, at luftekvilibristerne på gulvet giver op, ser på hinanden og tager sig til hovedet. Der er dømt åbne munde og polypper, men igen fornemmer man, at Bonamassas styrke ligger i teknikken snarere end i følelsen.

Aftenens sidste nummer, "Just Got Paid", slutter i et massivt citat fra Led Zeppelins liveversion af "Dazed and Confused", og så er ringen jo sluttet. Under navnet Black Country Communion har 33-årige Joe Bonamassa netop udgivet album med Jason Bonham, søn af Zeppelins trommerslager John Bonham, og Glenn Hughes fra Deep Purple.

Kun guderne ved, hvorfor det ikke er Black Country Communion, der turnerer lige nu. Projektet var godt nok ved at falde fra hinanden i forsommeren, da de enkelte medlemmers forskellige managere ikke kunne holde fokus på musikken. Men pladen er ude nu, og så venter vi bare på en turné. Glenn Hughes har lige afsluttet en stor soloturné i Storbritannien. Her havde han danske Søren Andersen med på guitar, og Søren er inviteret i Vega i aften, fordi Bonamassa så en videoreportage med ham og gerne ville hilse på.

Vi andre defilerer ud i det regnvåde København, fulde af bluesrock. "Det var kanon, mand!"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA