
Magnetic Man
Magnetic Man
Magnetic Man: Magnetic Man
GAFFA
Album / Columbia
Udgivelse D. 22.10.2010
Anmeldt af
Jesper Buhl
Magnetic Man får her sin major label-debut og skal hermed gøre Rusko popstep-kunsten efter. I Need Air og Anthemic benytter sig begge af opadstræbende trancesynths som lokkemad til at krydre de pænt producerede, klassiske dubstep-beats med. Desværre martres førstnævnte af tyndbenet sang og sidstnævnte af det, der kun kan betegnes som årtiets slappeste leadlyd (Tænk amatør-Vangelis). Til gengæld underholdes man bravt af den næsten taktilt knudrede basgang og det stavrende ketamin-zombie-beat på K Dance og af den effektive The Bug, hvis robo-toasting-vokal klart sætter prikken over i'et. Til gengæld er vokalen på jungle-light-nummeret Boiling Water noget af det dårligste, der nogensinde er hørt på en major label-udgivelse. Alligevel er Magnetic Man, på trods af temmelig svingende kvalitet, egentlig en ganske okay plade.