x
Marybell Katastrophy: Øst For Paradis, Århus

Marybell Katastrophy, Øst For Paradis, Århus

Marybell Katastrophy: Øst For Paradis, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den århusianske kunstbiograf Øst For Paradis har nu to gange inden for en uge lagt rum til musikalske arrangementer. I lørdags gjaldt det den lokale sanger og sangskriver Pernille Gunvad, og midnat mellem fredag og lørdag stod den så på en såkaldt synæstetisk koncert med Århus-gruppen Marybell Katastrophy. En koncert, hvor lyd og billede skulle gå op i en højere enhed takket være bidrag fra videokunstneren Jens Mønsted og tøjdesigneren Karen Segall.

Segall havde skabt farvestrålende heldragter til gruppens medlemmer, og Mønsted stod for de visuelle effekter, som i sagens natur blev projiceret op på det store filmlærred. Men der var ikke blot tale om "almindelige" filmklip - nej, det synæstetiske bestod i, at der også var lyd på klippene, og at disse lyde indgik som en del af det samlede kunstneriske, musikalske udtryk.

Koncerten var da også knap begyndt, før koncertgængerne fik en gedigen musikalsk rystetur, da nogle kraftige eksplosioner på en mark viste sig på biograflærredet og ikke mindst hørtes i højttalerne, så man næsten troede, det var "Armadillo", man var i gang med at se. Så var musikken skudt i gang, selv om koncerten egentlig startede ganske blidt med den afdæmpede, lange og repetitive "Good Old Germany". En sang, hvor sanger og sangskriver Marie Højlund både får samplet sin egen stemme og en legetøjsambulance med stor, stemningsskabende effekt.

I næste nummer, den nyere "Heavy Industry", var der dømt tandhjul og samlebånd på lærredet, og tilhørende mekaniske lyde. Disse blev modsvaret i musikken af Jakob Schweppenhäusers hårdtpumpede elektroniske beats, som udgør en central af Marybell Katastrophys musikalske udtryk. Elektronikken fik dog akustisk modspil af Klaus Hedegårds heftige trommespil, mens sangen i centrum for det hele egentlig var en luftig popsang, hvor Marie Højlund synger i et ret højt leje med en smuk, æterisk og drømmende stemme og gør det glimrende.

Herefter var det dog, som om integrationen mellem musik og video gik lidt opløsning. En del af grafikken i de følgende numre var mere abstrakte animationer uden ret meget lyd - jeg lagde i hvert fald ikke mærke til den. Og det var lidt ærgerligt, for musikken var ellers ganske udmærket. Vi fik både en stribe sange fra Marybell Katastrophys snart to år gamle debutalbum "The More", et par fine, nye sange fra det kommende album og en udmærket fortolkning af en anden Århus-gruppe, The Malpractice og deres "Human Condition" fra deres spritnye album "Tectonics", som udkommer på mandag. Alt sammen leveret med den særlige Marybell Katastrophy'ske lyd, hvor sang, elektrisk guitar og trommer møder keyboards, elektronik, samplede beats og ditto stemmer og effekter med både melodiske, iørefaldende passager og masser af kant og spændende detaljer.

Under "Human Condition" vendte samspillet mellem lyd og billede dog tilbage, da nummeret inkorporerede samplede sitarer, som man så kunne se på lærredet. Senere var der igen fælles visuelt og auditivt fodslag under "Lost Ship", hvor der først blev vist stemningsfulde optagelser fra først Århus havn og siden af vandmænd - underforstået: Nu er skibet gået ned. Det virkede dog ikke, som om ret meget af lyden kom fra billedsiden. Eller også var lyd og musik bare så godt integreret, at man ikke lagde mærke til, hvornår det ene sluttede, og hvornår det andet begyndte. Hvis dette har været hensigten, har Marybell Katastrophy selvsagt opnået, hvad de vil.

Marybell Katastrophy takkede af med deres melodiske, næsten poppede "Hidden Agenda". Alt i alt blev det til en lille times spændende musik og periodevis interessant samspil mellem lyd og de levende billeder. Det synæstetiske kunne de dog godt have skruet mere op for, men overordnet er det stadig dybt interessant og temmelig originalt, det, Marybell Katastrophy har gang i.

Marybell Katastrophy spiller i Musikcaféen i København 23. oktober 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA