The Divine Comedy: Lille Vega, København

The Divine Comedy, Lille Vega, København

The Divine Comedy: Lille Vega, København

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

Det var en ulasteligt klædt, men også meget bleg Neil Hannon, der gjorde sin entre på scenen i Lille Vega lørdag aften. Han kunne med lidt rusten stemme forklare, at han var glad for i det mindste at kunne synge i aften og sendte sine beklagelser til koncertgængerne i Malmø, der aftenen før var blevet mødt af en virkelig skrantende Hannon. Måske var det feber og ondt i halsen, der gjorde, at Neil Hannon, der jo er det eneste medlem af Divine Comedy, ikke helt var oppe i gear ved koncertstart på denne turné, hvor numrene leveres af Hannon alene på klaver og guitar, og ikke de stryger- og blæsertunge udgaver, man finder på Divine Comedys ti albums. "Assume the Perpendicular" og "The Complete Banker" fra bandets seneste blev leveret i hæderlige, men også noget tilbageholdende udgaver sammen med et par numre fra konceptalbummet "Promenade". Heldigvis blev stemmen sang for sang varmet op, godt hjulpet og smurt af et par solide gin & tonics.

Først ved den grandiose "Sweden", som han høftligt spurgte om lov til at spille her i nabolandet, fik Hannon virkelig hul på bylden, men herfra gik det nærmest problemfrit. Hannon skiftede til guitar og leverede for første gang på turneéen ifølge ham selv den muntre "Bernice Bobs Her Hair" fra den efterhånden 17 år gamle "Liberation". Herefter lod Hannon publikum vælge mellem "Becoming More Like Alfie" og "Something for the Weekend", og selv om nogle sikkert var lidt skuffede over at misse den ene, var der intet at udsætte på udgaven af "Alfie", der stod som et af mange højdepunkter.

Koncerten bød også en på en række mere dystre, og ganske overraskende, numre. "Our Mutual Friend" og afslutningsnummeret fra Divine Comedys forrige plade, "Snowball in Negative", blev fint vævet ind i sættet og gav fine pusterum, hvor der blev så stille i Vega, at man kunne høre et plastkrus ramme gulvet.

Det var dog for intet at regne mod overraskelsen over et cover af Human League-klassikeren "Don't You Want Me", hvor en meget fornøjet Hannon flere gange fik flettet fingre og arme godt sammen i et forsøg på at holde tempoet på klaveret.

Ellers må man også fremhæve publikum i Lille Vega for virkeligt at være på denne lørdag og i den grad på bølgelængde med manden på scenen. Der blev råbt friskt og opmuntrende til Hannon, og på "Songs of Love" leverede de fremmødte et fløjteakkompagnement, der virkede til virkeligt at imponere hovedpersonen, som virkede mere og mere veloplagt, som koncerten skred frem.  Kontakten mellem gulv og scene gav også mulighed for lidt af en kuriositet, da "Trafalgar" blev ønsket. "Trafalgar" er skrevet til et BBC-program som en Melodi Grand Prix -pastiche og er altså ikke at finde på nogle albums, men stor ros til Hannon for at have styr på sit bagkatalog, og han leverede en virkelig morsom udgave af nummeret – imponerende at have sine numre så meget på rygraden; det har mange andre kunstnere knækket nakken, og deres egne numre, på.

Publikum fik også en rolle på koncertens sidste nummer, den fjollede "Can You Stand Upon One Leg", hvor det fjerde vers ligger op til en vittighed, og den krævede Hannon fortalt fra gulvet, og ad den vej lærte vi alle sammen "how you annoy Lady Gaga?" (svaret er: "You poke her face"). Forud var gået et par af Divine Comedys største hits, "Tonight We Fly" og "The National Express", der rundede en rigtig fin aften i Neil Hannons selskab af. Man kunne godt have ønsket sig, at enkelte numre kunne være foldet helt ud i orkesterversion, og på en aften hvor Hannon rundede de fleste af karrierens hjørner og kringlekroge, var numre fra 2001-albummet "Regeneration" ærgerligt fraværende, men det var blot små skønhedsfejl på en virkelig underholdende og velspillet aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA