x
Las Migas: Womex10, DR Byen studie 2

Las Migas, Womex10, DR Byen studie 2

Las Migas: Womex10, DR Byen studie 2

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Las Migas er et vidunderligt pust fra Barcelona. I realiteten fire kvinder, men i liveformatet udviddet med percussionisten Carlos Cortéz, som ville cykle lidt rundt på cajon og andre lavmælte kommentarer til det virkelige fokus, nemlig de fire kvinders helt egen magi.

Las Migas har i Silvia Pérez Cruz en sangerinde, som er godt på vej til at blive stjerne i Spanien, i Las Migas og som jazzsangerinde. Men her var hun i sin stjerneposition som en hamrende dygtig flamencosangerinde i et band, som både mestrer den flamenco, som findes nede i området mellem Sevilla og Cadiz, og den rumba-flamenco, som blev skabt i Barcerlona, og som siden fik stor udbredelse - om end i poppet form - via de franske Reyes-brødre under navnet Gipsy Kings. Men som i hænderne på Las Migas får det originale præg fra den gang formen eksploderede ud af hænderne på guitaristen Antonio González.

Det er guitaristen Marta Robles fra Sevilla, som skriver meget af musikken, og sammen med især violinist og trækharmonikaspiller Lisa Bause - som faktisk stammer fra Berlin - kommer der nogle farver på, som stammer fra klassisk musik, men som er spillet gnistrende som var hun roma. Nej, det er i den grad et frugtbart møde, de fire har haft på den vilde scene i Barcelona.

Vi fik en besættende koncert, hvor Silvia og hendes gruppe i løbet af et øjeblik havde en sal fuld af eksperter udi verdensmusik i deres hule hånd. De har en intimitet med hinanden på scenen, fulde af respekt og nydelse, og når man så i den grad er beriget med talent, bliver det en udelt fornøjelse. Vi ville få allegria'er så gnistrende, så en Estrella Morente - som sang titelsangen Volvér i filmen af samme navn - lurede lige om hjørnet, ligesom vi fik en række ting fra det nye album fra pigerne, som jeg nok skal se at få anmeldt, når Womex er overstået. Her sprang især titelsangen Reinas del Matute i øjnene sammen med María la Portuguesa og den herlige Cante y rio.

Jeg tror, at det var flamencoens fremtid, jeg bevidnede. I hvert fald en form, hvor der er fuld tråd tilbage til den klassiske cante jonto, den dybe sang som folk som Camarón stod for, hvor livet er på spil. Men hvor der også er en lethed og livsglæde, fordi den gode sang og den herlige stemme trods alt er fartøjet på hvilket musikken sejler ud i verden.

Det var en vidunderlig koncert, Las Migas leverede på den spanske scene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA