De Eneste To: Bremen, København (turnéstart)

De Eneste To, Bremen, København (turnéstart)

De Eneste To: Bremen, København (turnéstart)

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Selvom det er et spritnyt foretagende, stråler erfaringen og selvsikkerheden ud af dem. Attituden er skræddersyet, og De Eneste To kan deres kram, de er professionelle og skriver nogle sange, der har noget på hjerte uden at spilde en dråbe af den testosteron, der driver ud af dem. Om de stikker så dybt, som der bliver lagt op til, kan nok diskuteres. Men den brutale energi er klar og overbevisende. Simon Kvamm og Peter Sommer passer forbandet godt sammen og har fundet et udtryk, der måske nok lyder lidt som et kompromis mellem deres respektive virker, men som samtidig har fundet ind til en fælles nerve med Sommers nede-på-jorden-agtige sange iklædt Kvamms mere stadion-stræbende stil – eller også er det omvendt. I aftes spillede de den første af en række koncerter i et fyldt Bremen i København.

På en dekorativ scene svøbt ind i blåt lys trådte duoen ind foran to mikrofoner i frontal konfrontation. Det var en stærk start, der understregede den fandenivoldskhed og vilje til at smide alle kortene på bordet, der er en åbenlys drivkraft i projektet. Vokalerne harmonerede flot i åbningsnummeret "Østjylland Dreaming" – Sommers charmerende dovne røst og Kvamms lysere vokal en oktav over i omkvædet. Lyden var god og de to akustiske guitarer i samklang med de hårdtpumpede elektroniske elementer, der bagerst fra scenen blev styret af Stefan Kvamm og Árni Bergmann, når de ikke bankede løs på en tromme. Særligt organisk var det ikke, men det var effektivt, og den syntetiske lyd er en afgørende del af udtrykket, der fungerer godt sådan. Bedst var det afsluttende ekstranummer "Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø" og "Den Lige Vej", der er blandt duoens mest dynamiske numre, og som blev sunget, som gjaldt det livet.

Kvamm er drønende god til at tale til publikum og piske en stemning op og samtidig fortælle om at være en blød mand, der har brug for at spørge om hjælp – både fra noget "højere" og fra en ven, mens man sidder i en Volvo over Storebæltsbroen. Sommer var mere tilbagelænet, men ikke mindre nærværende. Der blev virkelig kælet for det i forvejen dedikerede og loyale publikum, der klappede løs og beredvilligt rejste og satte sig på Kvamms kommando: Der var flere gange "rejsning", legede Sommer med sproget.

Samtidig forudså Kvamm, at det folkelige fuldemands-refræn i "Hell Yeah" ville "trække en stjerne fra i morgendagens anmeldelser". Så grelt var det nu næppe, for lige præcis dét nummer gjorde ikke den store forskel. Førstesinglen "Morten" blev derimod leveret som den skulle, og en skæg omfortolkning af Enyas 1988-hit "Orinoco Flow" overraskede mod slutningen og var noget af det mest iørefaldende, der blev spillet hele aftnen. Og publikum havde en fest. Stemningen var en stadionkoncert værdig, men rammerne intime og luksuriøse.

Selvom det var en mere festlig end egentlig kunstnerisk oplevelse, lykkedes det De Eneste To at aflevere en kompakt og velafstemt koncert uden ét overflødigt minut. Sommer og Kvamm insisterer efter alt at dømme på at italesætte følelser og emner, der buldrer indeni. Men i sidste ende så det ud til, at de hellere vil tage solbrillerne på og være rockstjerner end de helt almindelige mænd, sangteksterne i høj grad kredser om. Og hvem kan fortænke dem i det?

Opvarmning: Jonas Breum ****

Selvom publikum til at begynde med snakkede løs, som om han ikke var der, leverede Jonas Breum en virkelig udmærket opvarmning alene på scenen. Med en knitrende spansk guitar i overbevisende arrangementer, der dristigt legede med live-samplede elementer, fik han ganske meget ud af materialet. Teksterne var levende og intelligente og melodierne med sans for netop dét akkordskift, der kan definere en god sang. Det var udtryksfuldt uden at være patosfyldt. Og da jeg to timer senere gik hjem og fik renset ørerne, var det med linjen "vil du danse for altid" kørende i hovedet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA