x
Taylor Swift: Speak Now

Taylor Swift
Speak Now

Taylor Swift: Speak Now

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 25.10.2010
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Da Taylor Swift udgav sit andet album Fearless, var hun allerede begyndt at skrive sit eget materiale. På Speak Now har hun selv skrevet samtlige 14 numre, under temaet "ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt". Inspireret af det amerikanske vielses-indsigelses-ritual "Speak now or forever hold your peace". Det er ikke nogen dårlig idé. Swift er godt nok stadig ikke ældre, end at hun holder fast i dagbogsæstetikken, men faktisk får vi på numre som Dear John og Mean antydningen af nogle skumle personager i Swifts liv. Der er noget på spil, der ligner livserfaringer, og nogle af numrene er endda rigtig gode. Mine, Mean og Never Grow Up hører alle til i Swifts afdæmpede hjørne, hvor der er plads til både banjo og bid. Better Than Revenge hører til gengæld til i albummets anden og overvejende afdeling - de numre, som kunne være indspillet af hvem som helst i den amerikanske Disney-pop-kategori. Der er stadig country-feel i Swifts musik, og det er stadig der, hendes force og særpræg skal findes. Den kunne med fordel få et større fokus, og så er 14 numre i øvrigt lige vel rigeligt, når man kun har syv gode.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA