x
Einstürzende Neubauten og Blixa Bargeld: Vega, København

Einstürzende Neubauten og Blixa Bargeld, Vega, København

Einstürzende Neubauten og Blixa Bargeld: Vega, København

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Einstürzende Neubauten fejrer deres 30-års-jubilæum som band med en turne, som bragte dem forbi Store Vega. Den første af to koncerter her indledtes med forevisning af film-materiale fra gruppens efterhånden lange karriere, hvilket ofte var nærmest rørende, gennemgående var imponerende og konsekvent var underholdende. Der var dog ikke megen struktur eller dramaturgi at spore i sammenklipningen af de enkelte elementer, men det er måske forventeligt af en gruppe, som netop har nedrivningen af konventionelle strukturer som en del af sit programskrift.

Einstürzende Neubauten ******

Efter en kort introduktion til aftenens format af Blixa Bargeld (og en lille pause), indtog Unruh, Arbeit, Wednesday, Moser og Bargeld scenen, og det siddende publikum, som øjensynligt primært bestod af gamle fans, tog imod dem med en blanding af kærlighed og ærefrygt. Det må være rart at være tyske musiklegender.

Første nummer var Ein Leichtes Leises Säuseln fra albummet Perpetuum Mobile, en passende, stille indledning, hvor Neubautens evne til at skabe poesi med tyste, minimale virkemidler virkelig kom til sin ret. Herefter fulgte Armenia, som med sin oscillerende puls og sitrende støj skabte en formidabel spænding, som forløstes i et dundrende vulkanudbrud af hård, kaotisk støj. Både emotionelt og smukt var det.

Blixa Bargeld begyndte at loope sin egen stemme, som han også har for vane at gøre under sine Rede/Speech-optrædender. Her blev Bargelds dragende stemme dog fulgt op af skurrende basdroner, Mosers sære klokkespil og Unruhs klaprende percussion. Seltener Vogel, som nummeret hedder, blev akkompagneret af Bargeld, som opførte en sær dans, som på ingen måde ville have været upassende i en særdeles dyster Lynch-film, mens guitaristen Jochen Arbeit med sin guitar spillede os frem mod et massivt crescendo, som dog kun var en lille optakt i sammenligning med det, der ventede os.

Blixa Bargeld annoncerede nu, at nu ville de spille et nummer, som de ikke havde kunnet spille live, siden de indspillede det i 1983 eller 1984. Jeg tror, der var mange i publikum, som ligesom denne signatur håbede, at det ville betyde én bestemt ting, og da Rudolf Moser slog plasticdunkene an, stod det klart, at vi nu skulle opleve Einstürzende Neubauten spille deres måske bedste nummer, Seele Brennt fra albummet Halber Mensch. Uforligneligt, fabelagtigt, formidabelt, alle sammen ord, som ikke rigtig slår til, når Blixa Bargeld sang "jeder Tag kostet mich Wunden", og Arbeit med sine hamre spillede på de karakteristiske klokkerør, eller når Alexander Hacke satte ild i publikums sjæle med sine stærkt forvrængede bastoner.

Et instrument, som Neubauten sjældent har med ud at spille på live, er deres ombyggede jet-turbine, som til forveksling ligner noget, der kunne have været brugt i en "Saw"-film, men som lyder utrolig smukt, når man spiller på den. Lufthavnssikkerhedsregler og vægten gør, at numre, hvori turbinen indgår, sjældent bliver fremført live, men i aften var turbinen ankommet til København med lastbil, så de kunne spille det smukke nummer Sonnenbarke, hvorefter vi, efter et lille intermezzo, hvor Unruhs metal-instrumenter væltede, og Bargeld erklærede, at de ikke havde brug for en ambulance, fik en anden sang om solen, nemlig Total Eclipse Of The Sun fra ep'en af samme navn, som fungerede rigtig fint, trods nogle problemer med elektronikken.

Her sluttede så egentlig den ordinære Neubauten-koncert, men vi fik dog et ekstranummer i form af Sand fra Yü Gung-singlen. Amerikansk 50'er-pop dekonstrueret i firsernes Berlin opført i 2010 i København. Zieh!

Blixa Bargeld: Vocal Acrobatics *****

Bargeld optrådte solo med tre numre opført ved hjælp af stemmen og loop-pedaler, samt assistance fra teknikeren Mefisto. Vi fik blandt andet en fremførsel af Neubauten-nummeret Negativ Nein fra deres første album Kollaps og et nummer, som godt kunne minde om en art stand-up (med den forskel at det her rent faktisk var sjovt), som var en beretning om en køretur til Heilbronn i Tyskland, og om bilradioens fortrædeligheder.

Mosermeyer ***

Aftenens sidste indslag var en optræden med Rudolf Moser på et særdeles veludstyret trommesæt (med blandt andet en stor, elektrisk forstærket bas-fjeder og det, der så absolut må være en af verdens største gulv-tammer) og Christian Meyer på guitar og elektronik. Opskriften bestod af hektisk rytmik, ambiente loops og Meyers guitarspil, som lød lidt som stillestående, højloftet shoegaze. Men den der gulvtam sagde en dejlig lyd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA