x
Einstürzende Neubauten: Store Vega, København

Einstürzende Neubauten, Store Vega, København

Einstürzende Neubauten: Store Vega, København

Anmeldt af Jannik Juhl | GAFFA

Når man er et band af Einstürzende Neubautens kaliber og har eksisteret i 30 år, og tilmed uden at sælge ud eller gå på kompromis, så synes det rimeligt at man fejrer sig selv. Således blev det til ikke mindre en to dage på Vega for de gamle industrial-legender, og hvor torsdagen var en varieret affære med filmforevisning, solo-projekter og en relativt kort Neubauten-koncert, der blev fredagen en mere regulær, traditionel koncert, som man efterhånden er begyndt at kende og forvente dem fra gruppen.

I betragtning af jubilæumstemaet ville det måske synes oplagt at komme godt og grundigt rundt i karrieren, men udvalget af numre blev aldrig for alvor retrospektivt eller en egentlig hit-parade – noget som faktisk ville være muligt med det imponerende bagkatalog, gruppen har med sig, samt ikke mindst med det store og yderst trofaste publikum. I stedet var aftenens hovedvægt lagt på overvejende nyere materiale, primært fra "Tabula Rasa" og frem, og dertil i nogen grad på mere dvælende, indadvendte numre som "Nagaorny Karabach" og "Dead Friends".

Den umiskendelige kombination af dumpt haltende basspil, underspillet metalslagtøj og endnu mere underspillet sang – på grænsen til recitation – som er blevet mere gennemgående med årene, var i høj grad også gennemgående her, og kunne måske også siges at være næsten lidt for gennemgående. Ikke fordi det ikke er et unikt musikalsk udtryk som i høj grad er Einstürzende Neubautens eget, og gruppen har også udviklet en så suveræn beherskelse af det, at det aldrig er mindre end en fornøjelse at høre, men omvendt har de også haft mange andre strenge at spille på – også hvad angår det mere stille og indadvendte – og så kan det måske være lidt ærgerligt, at de så konsekvent har fundet sig til rette i en fast form for "ballader", hvor gennemført denne form så ellers måtte være.

Man kan sige, at imens gruppen således har fundet en farbar vej uden om deres egen status som notoriske altødelæggende støjlegender, og ganske enkelt er blevet ældre med et overblik og en værdighed som ikke har været givet med et udgangspunkt som deres, så har det omvendt også betydet, at den gamle programerklæring om at være i konstant forandring, i nogen grad er blevet ofret. Der er bestemt opstået faste strukturer, som gruppen med forkærlighed tager op igen og igen, og i den forstand var fredagens koncert ikke så meget retrospektiv som den var en mere typisk nyere Einstürzende Neubauten-koncert: Støjen og den fremadstormende energi var mestendels de dynamiske udsving i et lydbillede, der først og fremmest var helliget de små detaljer.

Selvkonstruerede lydkilder var også stjerner

Gruppens unikke, selvkonstruerede lydkilder var næsten lige så meget stjerner som de seks musikere, og for det meste fordi de netop ikke lavede en allerhelvedes sønderflænsende larm, men derimod fordi der blev gjort plads til deres små, særegne egenskaber. Mange af de medbragte plasticrør, metaldimser og ikke mindst den brutalt udseende turbine spillede måske kun en meget kort rolle i løbet af aftenen, og man kunne spørge, om det virkelig var nødvendigt at tage dem med – kunne de ikke være erstattet af noget andet og simplere? Svaret er selvfølgelig nej, for de er i høj grad en del af showet, en del af det, man ser Einstürzende Neubauten for. Og klart var det da også, at der i høj grad var tale om et show, en gennemprofessionel tour de force fra en gruppe som i den grad kunne deres kram til fingerspidserne.

I enkelte perioder var det næsten som om det var for professionelt, som om de sad så sikkert i sadlen – også hvad publikums ubetingede kærlighed angår – at der næsten sneg sig en følelse af rutine ind i det. Ikke at det nødvendigvis gør noget, når man er så dygtige og har så godt materiale at trække på som i dette tilfælde, men omvendt ved man jo også, at gruppen til tider kan skabe en helt igennem enestående magi, hvor musikerne nærmest glemmer sig selv og den rene musik tager over. Det skete også undervejs her, men mest i glimt. Man følte ikke, at der blev taget de store chancer, eller at man kom ud på det dybe uden at ane, hvor man ville ende.

Tilsvarende var det også i bedste rockstjernestil, at gruppen vendte tilbage for at give ekstranumre ikke mindre end tre gange. Ret beset var de to første gange de forlod scenen så nok i virkeligheden mere at betragte som nødvendige korte pauser, imens noget af udstyret blev skiftet ud, men ingen tvivl om at der bevidst blev spillet på publikums forventning om "mere". Med den hårdt tærskende bersærkergang "Headcleaner" virkede det først som om at ekstraafdelingen kunne være helliget et mere vildt og improviseret udtryk, men også her blev det hurtigt klart, at gruppen havde fuld kontrol over alt hvad de foretog sig, og bagefter dukkede de mere dvælende nyere numre da også op igen.

Det var med andre ord begrænset hvor meget man så til de første 10-15 af de 30 år, gruppen havde med sig, men det er måske også meget i Neubauten-ånden – ikke at hænge sig i fortiden. At de så i stedet helligede sig en meget veldefineret nutid, snarere end at opfinde en ny fremtid, er en anden sag, som kunne være trist hos mange andre. Men når men gør noget så specielt som Einstürzende Neubauten, og samtidig gør det så godt, så er det et eller andet sted helt i orden, at showmanshippet til tider overskygger favntaget med det ukendte. Et tilsvarende show er det i hvert fald svært at finde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA