x
Imelda May, Ronnie Baker Brooks m.fl.: Odense Internationale Bluesdage, Posten

Imelda May, Ronnie Baker Brooks m.fl., Odense Internationale Bluesdage, Posten

Imelda May, Ronnie Baker Brooks m.fl.: Odense Internationale Bluesdage, Posten

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Fredag og Odense Internationale Bluesdages 2. dag i denne tretrinsraket af en festival. Torsdag var en skøn indføring i bluesen, der formåede at stå imod bluesens største modstander: gentagelserne, og den deraf afledte kedsomhed.

Antallet af optrædende var denne aften fordoblet (til fire), men med den alsidighed de optrædende havde, gjorde det ikke spor: de var alle vidt forskellige, dog med det fællestræk, at det hele tog udgangspunkt i genren blues – og at der var overordentligt meget tråd at hente i alle optrædener.

Aftenen får en rolig begyndelse ved de danske bluesfyre KB Jay, der lægger en omsluttende stemning i Postens café. Det er klassisk blues, og man mærker den tilsnigende risiko for, at festivalgængere med partoutkort, ville finde bluesens 3-akkorders rundgang sådan ret enerverende i det lange løb.

Tallan Noble Latz & Fredrik Strand Halland Band, Lille Scene *

Festen anslås af en noget gimmick-prægede sammensætning: to guitarister, med to ting til fælles: de er unge, de spiller blues. Talent er der givet også masser af, men når temaet for en koncert er det iboende potentiale, så er man allerede ret nervøs for indholdet; talent sælger måske sms-stemmer i X Factor, men når man går til koncert, skal det ikke være en undskyldning for et ringe indhold.

Fredrik Strand er et 16-årigt talent fra Bergen, som i september startede på Musicians Institute i Californien. Han er enormt hurtig på guitaren, men som sådan ikke færdigmodnet; attituden er ikke særegen, og licksene er hørt før.

Så efter en velspillet, men uinspireret begyndelse entrerer Tallan Noble Latz den lille scene. Hvad han ikke har i fingrene, har han til gengæld i udstråling. Drengen er 11-år, en uselvstændig alder, hvor man er et resultat af sine omgivelser. Og T-Boy, som han også kaldes, er, efter sin finaleplads i American's Got Talent, så stopmættet med ros og forgudelse, at han nok aldrig bliver et normalt menneske. Men på scenen fungerer det fint. Her er der til at starte med et teknisk problem: Han kan ikke starte sin forstærker. Mens jeg som 11-årig havde pisset i bukserne og var løbet skrigende væk, tager han den nonchalant: "We are experiencing some technical difficulties up here."

Han er da nuttet. Man kigger på ham, og kan ikke få ud af hovedet, at han ville bruge den million, han kunne vinde i America's Got Talent, til at få mor fri af arbejdsmarkedet – så han havde mere tid sammen med hende. Det er så sødt og plat og amerikansk, når det er værst – og det er konceptet desværre også.

Momentvis spiller det sådan set meget fint, men T-boy synger, ja, som en 11-årig. Han har flere gange problemer med at ramme tonen, og hans soli er ikke på det niveau, man skulle tro, taget i betragtning, at 7 millioner har set hans evner på YouTube.

Han er da spændende og sej og kunne udvikle sig til en virkelig habil bluesmusiker, men blues handler frem for alt om at kanalisere følelser i form af sorg og afmagt, ud gennem guitarens seks strenge. Det forstår T-Boy ikke. Han spiller bare nogle licks, ligesom han kunne spille fodbold. Og det gør han nok mest fordi hans omgivelser har klappet ham på skulderen, hver gang han har slået en akkord an. Sådan noget kaldes vist positive reinforcement, og så bliver det snarere en hån af den genre, vi alle er her for at hylde – bluesen.

Da jeg stod og gjorde mig disse tanker sagde en klog mand til en anden klog mand, ved min side.

"Han har teknikken, men han har ikke følelsen – hvem fanden skulle også have det som 11-årig." Så kort kan det siges.

Koncertens helt store problem er dog den totale mangel på intern energi – der trækkes næppe på et smil under hele koncerten. Derfor bliver den kedelig og ligegyldig.

Fredrik Strand trækker koncerten op på den ene 1 stjerne. Han er meget dygtig, spiller habile soli, har følelsen det rette sted, men jeg savner lidt noget fandenivoldskhed; det havde pyntet på det, havde han været fuld, men så er han omvendt ikke gammel nok til at gå i baren.

Imelda May, Store Scene *****

Kontrasten var ikke til at tage fejl af, da øjnene flyttede sig fra Lille til Store Scene. Her havde Imelda May og hendes fire lakajer taget plads bag deres respektive instrumenter.

Imelda May er en gennemført sangerinde. Hun har stil og attitude, mange placerer hende i Amy Winehouses soulede selskab, det synes umiddelbart fornuftigt. Omvendt leverer hun sættet ædrueligt, i et større spændingsfelt, og vigtigst af alt med et herligt glimt i øjet, der gør én så skide munter. Genremæssigt kan man vist ikke gradbøje bluesen mere. Det er mere rockabilly, rock'n'roll og soul end blues. Men trods en tvivl om genren, så er bandet i sin helhed uhyggeligt stilfuldt, med rødt som en generel genganger, med kollision midt i Mays ansigt, hvor sensualiteten ikke forringes af læbernes stærkt røde anstrøg.

Soulreferencerne er ikke til at tage fejl af, hun står som sådan med et ben i en traditionel og så en mere progressiv, småpoppet, lejr – og det klæder hende egentlig meget godt. Det gør tøjet også, og håret, og uha; hun er kort og godt chik. Bandet har som sagt også stil, og ligner lidt en blanding af Stray Cats og det danske, hedengangne Cartoons. Især Imeldas bassist, der spiller konsekvent slap på sin kontrabas, har et fast jeg-er-på-jagt udtryk, der fremstår sådan helt vildt sejt, når det hele parres med hans afblegede military hair cut.

Publikum æder koncerten råt i sig, og bliver i særdeleshed sådan helt euforisk, idet (endnu) en udgave af "Tainted Love" spilles i en up-tempo rockabilly-version – en del mere positiv end Mansons usle udgave.      

Imelda May er fra Dublin og er Becks faste sangerinde. Hun udgav i 2008 den charmerende sag "Love Tattoo" og har netop udsendt albummet "Mayhem", og det kunne være, man skulle ud at erhverve sig et eksemplar af den plade, for form og indhold var på alle måder i orden.

Ronnie Baker Brooks, Store Scene ******

Og så var der ellers dømt slæbende, tung blues i klassisk Chicago-stil. Ronnie Baker Brooks er et imponerende scoop. Bluesvirtuosen er meget stor i Chicago, hvor han nu om dage trækker flere billetter end selveste Buddy Guy.

Bandet, trioen, består af tre mørke fyre; en regulær hip-hopper, med hårdt Detroit-udseende bag tønderne, en utroligt autentisk bassist, Carlston Armstrong, der, med bassen plantet helt oppe under hagen, ligner en voldtægtsforbryder, der spiser børn til morgenmad - og så Ronnie Baker Brooks, der har en behagelig udstråling, en behagelig sangstemme og spiller på en rund, distorted Strat – han bliver næppe mere traditionelt bluesy.

Men mon ikke Brooks tidligere har gjort sig selv opmærksom på parolen: "Never change a winning team," for det bliver ingenlunde kedeligt. Intensniveauet er enormt høj og kommunikationen til publikum usædvanligt god. 

Og så oser hele bandet betydeligt af sex. Det spiller Brooks skyldigt på, og dedikerer flere numre til kvinderne, som især bassist, Armstrong, spejder ihærdigt efter, og efter bedste evner forsøger at forføre med sine temmeligt løstsiddende hofter. Men man føler sig ikke territorialt krænket, for de, og især Brooks, har noget at putte den seksuelle ekspansion i. Vi må overgive os som de stivbenede, knastørre nordeuropæere, vi er.

Brooks har hele salen i sin hule hånd, og har såvel besøg af rapperen Richie Rich som den tidligere i denne anmeldelse så udsatte T-boy. Her bruges han dog som den sjove gimmick, han er. Brooks tackler ham perfekt, og booster den lille dreng, der vrider sig i sine soli; det er en jedi med sin padawan, og publikum er oven ud begejstret. Brooks slutter af med en lang vandring nede blandt publikum, hvor han, mens han spiller en solo på op mod et kvarter, giver alle interesserede en hånd, og ligefrem når at rive en tredobbelt Jack Daniel's i baren – stadig mens han spiller solo. Han er bare gennemført cool, og behersker guitaren mesterligt.

Brooks leverer cremen af blues. Det hele er hørt før, men sjældent i en så gennemført indpakning.  

Hamilton Loomis, Lille Scene ****

Hamilton Loomis er en texansk, meget ydmyg mand, der spiller nådesløst godt guitar og ligeledes behersker mundharmonikaen. Hans sangstemme er noget mere klassisk og mangler i høj grad noget kant: Han skulle have taget den 3-dobbelte whisky, Brooks få øjeblikke forinden havde smidt lukt i løgneren.

Det er temmeligt utaknemmeligt faktisk, Brooks spiller hele to timer, og da Hamilton Loomis er programsat til at gå på klokken 00:00, sætter hans band snart sagt i gang, i det øjeblik Brooks spiller sidste akkord – og så på den lille scene, hvor lyden ikke er i nærheden af den udsøgte kvalitet, man finder i den store sal.

Men Loomis er dygtig, og hans band ualmindeligt velspillende. Man er klar over, at det her er en flok unge konservatorieuddannede musikere, der bare elsker at boltre sig i det, de er bedst til: at spille musik.

Genren må betegnes som en art funk, der vækker associationer i retning af danske Ridin' Thumb.

Det er uhyggeligt tight og meget legende, alle bandets medlemmer får spillet soli, og især har Loomis en del mano y mano med den saxofonspillende Straton Doyle, hvor der eksempelvis er en meget lang seance, i hvilken de battler kendte temaer, hvilket sender os rundt om alt fra Metallica til Indiana Jones.

Sceneshowet er måske lige lovligt bovlamt, hvor især bassist, Kent Beattie, har en udstråling, som stod han i et studie med et nodestativ foran sig, men basspillet som sådan - det fejler a-b-s-o-l-u-t ikke noget! Det gør bandet i sin helhed ikke. De spiller vildt god, tight funk – men til den genre ville et par blæsere, to korpiger og lidt mere I-don't-give-a-fuck-attitude fra Loomis gøre underværker.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA