x
Mulatu Astatke & The Heliocentrics: Store Vega, København

Mulatu Astatke & The Heliocentrics, Store Vega, København

Mulatu Astatke & The Heliocentrics: Store Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var langt hen ad vejen en perfekt koncert, Mulatu Astatke og hans engelske orkester, The Heliocentrics, fyrede af lørdag aften på Store Vega. Her var rigtigt mange mødt op, og svaret var et orkester, der nu et år efter koncerten i Copenhagen Jazzhouse var smeltet sammen til en enhed. Fra at være næsegruse fans er det engelske kollektiv trådt ind i et samarbejde, som tydeligvis nydes lige meget fra begge sider. Ligesom Astatke må knibe sig i armen, for han har nok aldrig haft et så velfungerende instrument at arbejde med. Det er simpelthen en magisk kombination.

Desværre kunne heller ikke lydmanden på dette job finde ud af at mike hovedpersonens vibrafon op, og det betød en mudret lyd, hvor vi hele tiden balancerede på kanten af feedback på de første numre. Synd, for Mulatu Astatke spiller fremragende, men detaljerne gik mestendels tabt. Det betød at koncentrationen svigtede hos publikum, hvor et irritterende stort antal benyttede chancen til at stå og galpe op. Jeg vil gætte på, at en og anden var kommet til at glemme mobilen i overtøjet og derfor skulle kompensere. Vi kom dog gudskelov hen til hittet fra Broken Flowers-filmen, Yekermo Sew, og derfra så bandet sig ikke tilbage. Ligesom Mulatu herefter koncentrerede sin energi om at spille congas og elpiano. Et klogt valg, for herfra svingede koncerten sig op i magiske sfærer.

The Heliocentrics er et fantastisk kollektiv selv uden Astatke, og på et enkelt nummer kom vi både kvalificeret forbi ethio jazz og afrobeat, inden Mulatu Astatke kom tilbage med fornyede kræfter. Og så gik det totalt amok. For med mesteren ved det karakteristiske rumba-inficerede el-klaver og et nummer opkaldt efter ham selv, blev vi ført ind i den ultimative afro-trance. Her ville vi opleve, hvad kombinationen Nord Stage-workstation og en old school Moog-synth kan gøre ved en lyd, så den rette nostalgi fra den gyldne tidsalder i etiopisk musik indfandt sig. Pludselig var vi i et tidløst flow, hvor al snak forstummede, og hele salen syntes at danse henført. Til et orkester, der godt nok emmer af nostalgi, men som også formår at skabe i nutiden.

Som det fede øjeblik, da Astatke spillede på congas og de andre fattede forskellige percussioninstrumenter og slog en halvkreds omkring ham. Her var det tydeligt, hvor meget de morede sig og hvor bevidste, de var over at være med til at skabe magi i rummet.

Det sluttede med en enkelt fremkaldelse og klassikeren Yekatit. Her havde vi for længst nået det højeste niveau i en koncert, der havde været perfekt, hvis bare teknikerne havde levet op til musikernes høje niveau og intentioner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA