x
Elvis Presley: Viva Elvis - The Album

Elvis Presley
Viva Elvis - The Album

Elvis Presley: Viva Elvis - The Album

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 08.11.2010
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

De to canadiere Erich van Tourneau og Hugo Bombardier har valgt at pisse ud over en række fine Elvis-sange med denne ganske forfærdelige udgivelse, der ifølge den medfølgende pressemeddelelse har til formål at udforske, hvordan The King ville lyde, hvis han pladedebuterede i dag. Hvis det virkelig skulle være tilfældet, er det bare med at være taknemmelig for, at de første singleudspil fra Kongen så dagens lys i 1954, for selv ikke de mest ærgerlige af Presleys Las Vegas-stunder kommer ned på niveau med de ligegyldigheder, man her udsættes for. Viva Elvis – The Album udgør lydsiden til et Cirque de Soleils-show i netop Las Vegas. Kvaliteten af denne forestilling skal her være usagt, men her præsenteres man i bund og grund bare for kongens vokal sovset ind i unødvendigheder, der tydeliggør den vellyd og coolness, de gamle indspilninger besidder. Elementer som disse sjælløse genindpakninger ikke kommer i nærheden af. Det er ikke veludført, det er ikke blasfemi, det er bare åndssvagt. Undgå dette makværk og gå i stedet ud og invester i én af de mange Elvis-opsamlinger, der kan fås til en billig penge disse dage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA