x
Suzanne Vega: Store Vega, København

Suzanne Vega, Store Vega, København

Suzanne Vega: Store Vega, København

Anmeldt af Hanne Arentsen | GAFFA

Amerikanske Suzanne Vega toppede i 1987/88 hitlisterne med "Luka" om så muntert et emne som børnemishandling og "Tom's Diner" om dagligdags betragtninger om stort og især småt. Siden da led hun samme skæbne som andre talentfulde kvinder fra den tid: Både Suzanne Vega, Tanita Tikaram, Tracy Chapman og Sinead O'Connor nød en fortjent, men også kortvarig succes, før det blev moderne at være vred på Alanis Morrisette-måden.

Jakkesæt og flade sko

Her 23 år efter står Suzanne Vega på scenen, passende nok på spillestedet Vega, denne aften med siddepladser. Et sort jakkesæt, flade sko, læberne røde og håret skødesløst redt tilbage i hestehale. Kufferten er fuld af nye fortolkninger af gamle sange, hvor alt overflødigt er fjernet, og kun en stemme, en tekst og et akkompagnement af akustisk- og elguitar, der lige nøjagtigt binder det sammen, står tilbage.

Klædelig barbering
Suzanne Vega gik på scenen i selskab med Gerry Leonard på elguitar. Første nummer var "Marlene On The Wall", et kringlet kærlighedsnummer fra Vegas 1985-debutplade. Det klædte numrene at blive skåret ind til benet, så vokal og tekst stod i centrum. Lydbilledet var sparsomt, Vegas vokal tør og krystalklar. Teksten blev halvt sunget, halvt talt på hendes helt karakteristiske måde, og inden første nummer var omme, var publikum fanget i Vegas skæve og sjældent lykkelige tekstunivers.

En død kat og Picasso
Numrene blev kædet sammen af en veloplagt og humoristisk Vega og hendes små fortællinger om teksternes tilblivelse. "Tombstone" (i øvrigt præsenteret som en af hendes mest muntre sange) var inspireret af en temmelig bizar historie om forældrenes kat, der fik en storslået vikingebegravelse, brændende på en tømmerflåde ned ad en flod, og som fik Vega til at reflektere over egne ønsker om gravmæle. "New York Is A Woman" er Vegas personificering af verdensbyen som en ikke særlig rar kvinde, der går i for stramt tøj, sover med sin make-up og stjæler pengene fra dine lommer. "The Man Who Played God" er inspireret af Picassos forandring af verden, både billedligt og kunsthistorisk. "Frank And Ava" fortæller den skæbnesvangre kærlighedshistorie om Frank Sinatra og Ava Gardner. Sådan viklede teksterne sig som en rød tråd rundt om numrene. Altid begavet og aldrig klichéfyldt.

Fra karamel til støj
Repetoiret spændte fra den kælne og jazzede "Caramel" til den nærmest støjende "Blood Makes Noise". Selvfølgelig fik vi også de velkendte hits "Luka" og "Tom's Diner", og ikke uventet udløste disse også de største bifald. Sidstnævnte blev også koncertens sidste ordinære nummer. De fire ekstranumre indeholdt bl.a. titelsangen fra albummet "Solitude Standing" og den smukke, melodiøse "In Liverpool", som blev ønsket fra publikum.

Hvad er det, der skratter?
Vega (spillestedet!) roses ofte for sin fremragende lyd, men under aftenens koncert havde nogen tilsyneladende sovet i timen. Elguitaren var under store dele af koncerten næsten forvrænget, og der var tydelig skratten i Suzanne Vegas mikrofon. Begge dele blev udbedret nogenlunde undervejs. Men et så nøgent musikalsk udtryk tåler ikke den slags sjusk, og trækker desværre helhedsbilledet af koncerten noget ned.

Det bliver til fire stjerner. Ærgerligt, for en mere havde været på sin plads, hvis ikke lyden havde glippet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA