Imogen Heap: Love The Earth Concert, Royal Albert Hall, London

Imogen Heap, Love The Earth Concert, Royal Albert Hall, London

Imogen Heap: Love The Earth Concert, Royal Albert Hall, London

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Just pick a note, and we'll start off with that". And then I need everyone on the top to say woosh, everyone below to say mmmm, and the last part to say the note".
 Sådan startede showet denne aften i Royal Albert Hall – Imogen Heap turde at tage en chance fra første sekund i hendes til dato største show. Publikum valgte starttonen, og både symfoniorkester og publikum blev dirigeret til præcision i selskab med over 1000 levende billeder fra naturen.

Det var en helt tydelig nervøs, spændt og lykkelig Imogen Heap som trådte på scenen denne aften. En aften som har været under forberedelse i mere end 12 måneder. Royal Albert Hall var mere eller mindre udsolgt, og det var tydeligt at publikum var samlet fra hele Europa. 
Briter, skotter, (mange) danskere, nordmænd og tyskere var blot nogle af de nationaliteter der blev afsløret igennem sproget denne aften. 

Royal Albert Hall så overdådig ud. En sal som i sig selv er æstetisk smuk på alle måder, men som også blev suppleret af en flot lysopsætning, overdådige visuals og en ret speciel sceneopsætning.

Det er imponerende at man med blot tre album, hvoraf det ene ikke bruges live, kan formå at stable så stort et show på benene. Men der blev da også pillet klassikere ud fra soundtracks, b-sider og Imogens gamle band Frou Frou. Alt sammen til stor glæde hos den udsolgte sal. 
Vi fik således en hel aften med Imogen Heap i smukke rammer.

Naturen i et helt nyt lys

Først fik vi "Love the Earth"-delen som var den mest omtalte del i forbindelse med koncerten. 
Fans fra hele verden har sendt filmmateriale af naturen ind til en YouTube-kanal. Herfra har Imogen udvalgt de bedste og i samarbejde med forskellige filmklippere redigeret 8-10 små naturfilm. Herefter har hun således komponeret et stykke til hver film. 
(Bemærk: Imogen Heap er oprindeligt klassisk uddannet komponist.) 

Og lad det være sagt med det samme: alle forventninger blev indfriet – og meget mere!

Først og fremmest var billedmaterialet af så høj (om end svingende) standard, at det let kan sammenlignes med f.eks. dokumentarserien "Earth". Filmene var inddelt i temaer som blomster, insekter, dyr, vandfald, etc. Her stod Imogen Heap så, foran flere tusinde mennesker og dirigerede et massivt symfoniorkester. Det som slog mig bagover var den enorme mængde af detaljer i sammensmeltningen af lyd og billeder. 
Vi fik eksempelvis et klip af en myg der fløj rundt – her lykkedes det at holde tempoet så skarpt, at selv vingernes bevægelser blev understreget af musikken knivskarpt.
 Hun stod altså og så på filmen, mens hun dirigerede, og fik selv de hurtigste bevægelser involveret. Første del varede cirka 45 min, og blev afsluttet med en bragende lydmur af stående klapsalver, og nogle steder kunne man endda spore tårer i øjnene hos tilhørerne. Naturen fik et helt nyt udtryk denne aften. 


To timer, to album

Jeg har efterhånden set Imogen Heap live nogle gange. En af de ting der gør hendes koncerter unikke, er hendes tradition om at fortælle små anekdoter før hvert nummer. Det gjorde hun også denne aften, med humor, ydmyghed og charme. 
Således blev to album (hendes debut er lagt til side efter den blev udgivet) lagt som rammerne for en to timer lang koncert, som kom yderst bredt omkring.  

Med samplers, loopmaskiner, omfattende kor, beat-box og et oftest velspillende liveband fik hun spillet sig igennem både hits, b-sider og smukke ballader. 
Selv spiller hun både på det elektroniske, et gennemsigtigt flygel og til tider på trommer. Ét nummer var endda sammensat udelukkende med et massivt korarrangement og understøttet af en human beatboxer. 
Herudover fik publikum lov til at opleve en fuld udgave af "Let Go" med Frou Frou – Imogen Heaps gamle "band", som med Imogen Heaps frembrud også er blevet genudgivet til glæde hos mange.

Det eneste lille minus (til tider) var live-bandet som var velspillende, men på samme tid også varierede meget i kvaliteten – alle musikerne var taget fra symfoniorkesteret, og spillede således bedst i de mere klassisk-orienterede rammer, hvor de mere rockede af og til virkede lidt for udfordrende for musikerne, især trommeslageren. Men det blev dog bedre i løbet af koncerten, som om de skulle give helt slip. 

Selvironien fejlede heller ikke noget. Under introen til "First Train Home" som startes af et utal af loopede lydeffekter, stoppede Imogen loopmaskinen midt i det hele med sætningen "that was just awful -  I can do better!". Heldigvis var resultatet høj latter og klapsalver fra hele salen.

Til sidst blev der lukket for bandet med en eksplosiv afslutning i noget der mindede en smule om den hårde rocks tegn, hvor Imogen Heap med kæmpe solbriller, spillede en heftig "guitarsolo" med en keytar hængende på kroppen, og med masser af headbang til følge. 

Ekstra-nummeret blev udgjort af klassikeren "Hide & Seek" som blev leveret smukt og fejlfrit, og satte et flot punktum for en skøn aften, som ikke blot viste at Imogen Heap har evner som rækker langt ud over den ordinære musiker, men som også viste at selv en stjerne kan have selvironi, lave fejl og endda få gjort en koncert i selveste Royal Albert Hall både jordnær, intim og sjov. 

Det er netop blevet offentliggjort, at en dvd udkommer med hele koncerten næste år.
 Jeg glæder mig!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA