x
Keith Richards: Livet

Keith Richards
Livet

Keith Richards: Livet

GAFFA

Bog / Lindhardt og Ringhof
Udgivelse D. 26.10.2010
Anmeldt af
Espen Strunk

Man kan kalde den 67-årige guitarist fra London-forstaden Dartford meget. Kedelig ligger dog ikke lige for blandt adjektiverne, og mandens voluminøse selvbiografi er da formentlig også en af de længst og mest forventningsfuldt imødesete af sin art i en del år. Nu er den her så. Og sandelig om den ikke indfrier forventningerne og lever op til allehånde marketings-bullshit om at fortælle the whole story uden at lægge fingrene imellem, og så videre. Og det på en afvæbnende og charmerende facon, hvor man trods den i øvrigt udmærkede danske oversættelse og samarbejdet med biografisten James Fox umiskendeligt fornemmer hovedpersonens stemme i teksten. Hovedingredienserne er naturligvis – meget kort fortalt – musik, stoffer og kvinder. Foruden naturligvis barndommen i et barskt miljø i Dartford udenfor London i efterkrigsårene, den pludselige og monumentale berømmelse med The Rolling Stones, beduggede og inspirerede stjernestunder i studiet, ekskurserne med fritidsbandet The Expensive Winos og meget, meget mere. Den anekdotiske detaljerigdom er imponerende (kan han virkelig huske alt det??), og så fungerer det fremragende, at bogen kaster læseren direkte ind i orkanens øje – drug-bust i smalltown Texas, 1975 – for først i andet kapitel at tage fat på barndomsårene. Den helt klassisk kronologiske struktur kan af og til være en dræber for læselysten i denne type bøger.

Læseværdig og underholdende

Trods sit omfang foretages der par bemærkelsesværdige prioriteringer i stoffet. Guitaristen og medgrundlæggeren Brian Jones' aldrig fuldt afdækkede død i sin swimmingpool i '69 overstås på en halv side – Jones, som i øvrigt allerede tidligt beskrives som "en pest, en slags rådnende vedhæng". Den fatale koncert på Altamont Speedway i '69, som siden er blevet udråbt til hippiedrømmens definitive sammenbrud, fylder heller ikke overvældende. Dén historie lader Richards andre rockmytologer om, og fred være med det. Også bassisten Bill Wyman, der forlod bandet i '95 ofres meget lidt opmærksomhed – "han er bare ikke interessant", som Richards bemærkede for nyligt ved en pressekonference i anledning af udgivelsen. Mick Jagger må i bogen stå model til større endnu drillerier – eller fornærmelser, om man vil – herunder om den angiveligt ringe størrelse på hans penis. Herudover fremstilles forsangeren som en sygeligt selvoptaget kontrolfreak, som var ligeså afhængig af bekræftelse, som Keith var af junk, og som gang på gang forsøgte at kapre kontrollen over bandets aktiviteter og brand, som det hedder på nudansk. Keith: "Mick tog det som en kendsgerning i 70'erne, at jeg ikke lagde mærke til hans beslutninger. Det gjorde jeg nu næsten altid, også dengang, især når det drejede sig om musik". Trættende? Tja måske. Men ikke desto mindre: klichéerne flokkes om Keith Richards, så lad os bare være helt straight: bogen her er faktisk en særdeles læseværdig og underholdende sag, der næppe vil skuffe forventningsfulde fans. En enkelt petitesse, jeg ikke desto mindre ikke kan lade være med at nævne: hvorfor i alverden er den uheldige ombytning af Bill Wyman og Ron Wood i en billedtekst ikke blevet fanget i redigeringen af et værk som dette? For flotte, sjældent sete snapshots fra hele karrieren er der for resten også en del af i dette digre værk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA