x
Jeff Beck: Amager Bio, København

Jeff Beck, Amager Bio, København

Jeff Beck: Amager Bio, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Jeff Becks koncert i Amager Bio torsdag aften er en fadæse. Han spiller ikke guitar bag nakken eller med tænderne. Han sætter ikke ild til den, og man kan hverken synge med eller danse til hans kattejammerrock.

Nuvel. De der er kommet efter partytricks og billige gimmicks er klart gået forkert. Dem er der til gengæld heller ikke nogen af. Tværtimod. I den udsolgte biograf stråler musikernes spillegejst og glæde om kap med kenderminerne og de brede smil på det mandlige publikum.

Travle edderkopper
Jeff Beck og hans band af skræmmende ekvilibrister indtager adstadigt scenen og sætter forsigtigt igang med en time og 40 minutters musikalsk legestue fra en anden tidsalder.

"Stratus", en af Becks største klassikere, dog af oprindeligt af Billy Cobham, sidder lige i skabet, og allerede her i aftenens andet lyner trommeslager Narada Michael Walden med sin ganske særlige og temmelig intense spillestil - fills med og mod rytmen, på tværs af beatet og i kaskader. Manden er en kæmpe inden for trommeverdenen - og fysisk på scenen.

Mangt en husar i Amager Bio lader også øjnene glide anerkendende over Rhonda Smith og hendes ubegribeligt små hænder, der som travle edderkopper behændigt betvinger bassen, så den skiftevis groover, spinder eller slap'er. Musikalsk overlegen, indfølt, storsmilende og sejt vuggende holder hun numrene sammen - mens Beck og Walden spiller rundt om, indeni og ved siden af beat og melodi.

Sammen med keyboardspiller Jason Rebello er Beck og band tight som en tættekam i en lusebefængt københavnsk børnehave. Dynamikken er spændstig og den musikalske linje hensynløs over for tidens trends.

Utænkelige toner
Beck kom muligvis først til alverdens kendskab som rockguitarist i 60'erne i en enestående konstellation af The Yardbirds med ham selv og Eric Clapton på guitar og (en kort overgang) Jimmy Page på bas.

Men i dag kan Becks stil cirka sammenfattes som fusionsjazzfunkrockgroove. Blottet for ethvert billigt scenetrick og visuelle fiduser står Beck ganske afslappet midt på scenen og spiller - så englene og Stratocasteren synger. Frisuren fra 60'erne har han taget med sig, og klædt i ærmeløs T-shirt og vest, læderbukser og boots, ligner han en tro kopi af sig selv fra for 10, 20, 30 eller 40 år siden. Forskellen er bare, at han mestrer guitaren om muligt endnu bedre end nogensinde før.
    
Jeff Beck har uhindret adgang til alle tænkelige - og et par utænkelige - lyde på guitaren. Han er topfokuseret, opfindsom og farverig på sin guitar, hvor især hans eminente præcisionsarbejde med guitarens tremoloarm er mesterligt tryllebindende. Ikke mindst i den ubegribeligt smukke "Angel Footsteps" fra albummet "Who Else!". Her bruger han et sliderør af glas til med højre hånd at anslå de meget høje, delikate toner helt nede over guitarens pickupper. Sublimt.

Så god som for 40 år siden...
Samtidig er Jeff Beck også et rigtig melodisk popøre. Ubesværet omsætter han Beatles' "A Day in the Life" til stor og alsidig guitarkunst, og som afslutning på koncerten får vi "Nessun Dorma", tenorariaen måske bedst kendt med Pavarotti. Smuk og rørende griber den publikum og holder os fanget - indtil Beck slutter den af med et par voldsomme forvrængede guitarakkorder og smiler lidt forlegent; "Nå ja, jeg kunne bare ikke lade være…"

Imellem numrene griber han en sjælden gang mikrofonen for lidt halvgenert at sige tak og sende noget af al rosen videre til de andre solister. Har virker skiftevis uforbeholden glad for at være her - skiftevis fuldstændig væk i sin egen verden. Som da han stiller guitaren fra sig efter et af de sidste numre og et øjeblik bare står og stirrer fraværende ned i scenegulvet. Så finder han sig selv igen, smiler til publikum, gestikulerer tak og fortsætter.

På vej ud opsummerer en af de ældre kendere entusiastisk: "Det var fuldstændig lige som da vi så ham for 40 år siden." Desværre ryger den sjette stjerne ud sammen det ligegyldige synge-med afsnit blandt ekstranumrene. Det er en flad fornemmelse efter 90 minutters højekvilibristisk guitarekstase, hvor Jeff Beck iøvrigt ikke satte en eneste finger forkert på gribebrædtet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA