x
Marie Frank og Plastic Horse: Musikcaféen, Århus

Marie Frank og Plastic Horse, Musikcaféen, Århus

Marie Frank og Plastic Horse: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Marie Frank udgav i september sit fjerde fuldlængde-album, det fine "Pop Your Wheeze", hendes første i fem år. Hun er for tiden i gang med en mindre Danmarksturné forud for en længere tour til februar og marts, og torsdag aften ramte hun sin tidligere hjemby Århus for en næsten fyldt Musikcaféen. Det er et noget mindre sted, end sidst Frank turnerede - dengang, i 2005, spillede hun på Train - og kan Frank på den konto ærgre sig lidt over et formodentlig lavere honorar, kan hun til gengæld glæde sig over i bogstaveligste forstand at være i øjenhøjde med sit publikum - og omvendt.

Marie Frank havde medbragt sit band anno 2010 bestående af så erfarne kræfter som de to Giant Sand- og DeSoto Caucus-medlemmer Anders Pedersen og Peter Dombernowsky på henholdsvis guitar/kor og trommer samt Maria Timm på bas og kor og den næsten allestedsnærværende Palle Hjorth (Savage Rose, Peter Sommer, Allan Olsen med flere) på tangenter. De lagde ud med "Time", åbningsnummeret fra "Pop Your Wheeze" og demonstrerede hurtigt, at der bestemt ikke er groet mos på Marie Frank i de fem år, hun har været væk fra offentlighedens søgelys. Hendes karakteristiske sødmefulde og let hæse stemme er intakt, den afslappede og charmerende attitude og de underfundige kommentarer mellem sangene ditto, og så har hun som vanligt nogle yderst kompetente musikere omkring sig.

Især gjorde Anders Pedersen og Palle Hjorth sig bemærket med masser af stemningsfulde og til tider aggressive soloer, mens Maria Timm og Peter Dombernowsky udgjorde et solidt og lidt mere tilbageholdt fundament. Palle Hjorth er altid en oplevelse i sig selv, når han med hele sin kropsvægt bag hamrer ned i tangenterne på både orgel, klaver og keyboard med et fjernt blik, som havde han en direkte linje til de højere klaviaturmagter. Og det har han muligvis, at dømme efter sit enorme talent.

Sangene var primært hentet fra det nye album og blev generelt leveret lidt mere rockede og udadvendte end i studieudgaverne. Det fungerede især godt i de temposkiftende "Tumbleweed Tumble" og "Work & Pray", men der var dog også plads til mere eftertænksomme stunder som eksempelvis den smukke ballade "Little Spark" og den også ganske fine "Slowfeet Dancers", der blev beskrevet som en kritik af reality-tv - "for den slags (altså kritikken) er jo så moderne", som Anders Pedersen udtalte.

Vi fik naturligvis også nogle af Marie Franks ældre numre, ikke mindst balladen "Drowning (Under The Water)", en af hendes bedste sange, som i sin tid blev et dancehit på Ibiza i et Brother Brown-remix - og som nu er medvirkende til, at Marie Frank er blevet retro, som hun fortalte. Hun havde i hvert fald for nylig spillet det i et tv-program om 90'erne. Også den dybt charmerende "elsker-elsker-ikke"-sang "Whoops Wrong Daisy" var et af højdepunkterne ligesom fortolkningen af Giant Sands hæsblæsende countrynummer "Wonder" i veloplagt duet med Anders Pedersen.

I afdelingen for ekstranumre blev blandt andet til gennembrudshittet "Symptom Of My Time" med fællessang og -klap, inden Marie Frank & Co. lukkede og slukkede med "Worth It" - fordi vi fortjente det. Marie Frank fortjener også stadig et stort publikum. Tjek hende ud, mens lejligheden byder sig.

Opvarmning: Plastic Horse ***

Inden Marie Frank gik på scenen, fik vi en lille halv times opvarmning fra det nye århusianske band Plastic Horse alias sangeren, sangskriveren, guitaristen og keyboardspilleren Jeppe Søndergaard Knudsen, der fik hjælp af førnævnte Anders Pedersen og Peter Dombernowsky på guitar og trommer. Gruppen har skrevet kontrakt med Marie Franks pladeselskab Apron Music og udgiver et album her i det nye år, og den musikalske forbindelse mellem parterne er da også tydelig. Begge er dybt inspireret af americana-rocken, om end Plastic Horse synes at være lige så fokuseret på lyd, klange og stemninger som på egentlige sange. Numrene var til tider drømmende og længselsfulde, andre gange rockede, andre igen decideret støjende, og jeg kom flere gange til at tænke på producergeniet Daniel Lanois' særegne lyd, ikke mindst hans egne smukke plader. Til tider virkede musikken lidt ufærdig og skitseagtig, ligesom Jeppe Søndergaard Knudsen ikke trådte helt i karakter som sanger, men der er absolut potentiale, og det skal blive spændende at høre et helt album og en længere koncert med Plastic Horse.


Køb billetter til Marie Franks kommende koncerter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA