The National: KB Hallen, København

The National, KB Hallen, København

The National: KB Hallen, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der er koncerter så æstetiske, så blødt indlevelsesrige, så nærværende, at man undervejs føler det, som overværer man en intimkoncert. Kun dem og mig. Og så måske en håndfuld andre i rummet. Så er der koncerter, der med kraftfuld patos og vildskab vælter en. I ren overgivelse til det, der sker på scenen.

Det her var en af de aftener, hvor de to former blev sat sammen. Det var magisk.

Fordelt over tyve numre og en time og 40 minutters koncert kom vi rundt i godbidder fra The Nationals verden, hvor man egentlig blot kunne håndplukke favoritter efter forgodtbefindende. Det spændte fra det episk beherskede - som den velvalgte indledningssekvens med "Runaway" og "Anyone's Ghost" - og mod det eksalterede og den vilde Ian Curtis-indlevelsesfulde tilgang som Matt Berninger efterhånden er notorisk for. Den kom fortrinsvis til udtryk under "Squalor Victoria", hvor han lod stemmen gå decideret amok, og naturligvis på "Abel", som vi vender tilbage til.

Indledningen med "Runaway" var et godt eksempel på, at det var et perfekt valg at supplere de fem bandmedlemmer, med et tomandsfølge på horn. Den ømme, nøgne indledning, hvor man for alvor kunne nyde Matt Berningers bløde og elegante baryton blev mod slutningen opbygget mod crescendo. Foruden rytmesektionen stærkt suppleret af primært trombonen. Et andet godt eksempel var "Slow Show". Denne perle præsenterede bandet selv som "a song thats very popular at weddings" og, tilsat et glimt i øjet, som "an awesome song", hvilket, fraregnet jantebeherskelser, er netop, hvad den er.

Dertil var der "Mistaken For Strangers", den fremragende "Bloodbuzz Ohio" fra det seneste album, klassikeren "Fake Empire" og i det hele taget frit valg på favorithylderne på en aften, hvor bandet veloplagt og vellykket også småsludrede undervejs. Som da de kom ind på, at The Beatles da vist havde spillet her engang. Matt Berninger tilføjede, at han ikke rigtig vidste, hvem det var. Ringo Starr ved han, hvem er. Det andet må have været et collegeband, supplerede han lakonisk. Formuleringerne sad lige i skabet. Han kunne forme publikums begejstring lige der i hænderne på en aften, hvor KB Hallen i øvrigt præsenterede sig fra en eksemplarisk side, hvad angår lyd. Og så er vi endda endnu ikke nået til højdepunkterne. De kom mod slutningen.

En lyrisk vandring
"Abel" var det 13. nummer under koncerten og for dem, der oplevede The National på Roskilde, kunne man af erfaring vente, at Matt Berninger nok ville vælge dette tidspunkt til at besøge publikum igen. Men det gjorde han ikke. Han gjorde noget meget mere gennemført.

Under første ekstranummer - "All The Wine" - strakte han sig ud til forreste række, mens han sang med lukkede øjne. Det var en smagsprøve, og her kunne man tænke, at det var i stedet for "Abel". Det var det også, men der var mere.

To numre senere, under "Terrible Love" hoppede han ned blandt publikum til venstre for scenen, hvorefter han med ledningen højt hævet vandrede op til siden blandt stolerækkerne og herfra helt ned til de bagerste rækker. Det hævede formentlig pulsen hos en tekniker at få ledningen til at række, men i skøn forening med publikums hjælp lykkedes det. En underskøn facon, hvor han tog lyrikken med på vandring og vendte folks fokus mod bagenden af salen, så de kun så ham, mens resten af bandet blev baggrund. En formulering som "It's a terrible love and I'm walking with spiders" blev på den måde skåret ud og nænsomt placeret på skuldrene af folk som en personlig klagesang. Og han var jo lige der. Tæt på alle. Formidabelt.

Da han atter nåede scenen, trådte hele bandet frem i forreste række og fortalte, at de ville fremføre "Vanderlyle Crybaby Geeks" akustisk. Ingen mikrofoner, trommeslager Bryan Devendorf på tamburin, Dessner-brødrene på guitarer og velklædte Matt Berninger med nøgen stemme. At opleve folk bevæge sig fra højstemt ekstase til tyssende stilhed på så kort tid gav dels et imponerende indtryk af, hvordan The National havde folk i deres hule hånd, dels – og endnu bedre – et lyneksempel på spændet i The National. Til tider postrocket, til tider indie- og americana-båret, til tider provokerende råbende, til tider dystopisk introvert, til tider nøgent sårbart. Som udsving og passager og stemninger i et menneskes liv. Som et eksempel på, at i The Nationals bagkatalog er der materiale, der har så høj kvalitet, at det kan klæde en stor del af de livspasssager på.

Denne aften klædte de mig i gåsehud og skiftede undervejs mit tøj til overgivelse.

 

Læs nogle publikumsreaktioner her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA