Bruce Springsteen: The Promise: The Lost Sessions: Darkness On the Edge Of Town

Bruce Springsteen
The Promise: The Lost Sessions: Darkness On the Edge Of Town

Bruce Springsteen: The Promise: The Lost Sessions: Darkness On the Edge Of Town

GAFFA

2 x CD / Sony Music
Udgivelse D. 15.11.2010
Anmeldt af
Henrik Friis

Arbejdsindsatsen var manisk, da Bruce Springsteen i 1977 endelig kunne gå i studiet og følge op på Born To Run efter to år i karrieremæssigt  kviksand pga. kontraktproblemer med hans eks-manager. Over 40 sange indspillede han og E Steet Band, inden Darkness On The Edge Of Town endelig blev udgivet i 1978. Og da udvælgelses-dogmet var, at sangene på dét album alle skulle være enkle og samvittighedsfuldt reflektere menigmands/ungdommens hårde livsbetingelser, var der altså ikke plads til Because The Night, Fire og Rendezvous – som bare er de mest kendte eksempler på det "vraggods", der her udgives for første gang i originalformen.

Betragtet i bakspejlet havde Springsteen selvfølgelig ret i udvælgelsen. Men rockhistorien har sjældent set en højere overligger. I studiet kunne Springsteen nemlig ikke lade være med at indspille al den melodiske Roy Orbison-pop, doo-wop, rock'n'roll osv. som han er og bliver et produkt af, men som bare ikke måtte forstyrre Darkness' feeling – ud over alle de sange, der også betrådte dogme-temaet, men røg i kategorien "næstbedst" og ikke slap gennem nåleøjet.

Som på Tracks-udgivelsen for år tilbage, kan man også her høre Springsteen skrive og spille sange og tekstelementer, som han senere i karrieren ændrer til perfektion – eller bruger i en helt anden og endnu mere vellykket sammenhæng. Her vist med Candy's Boy som på Darkness bliver til et helt andet nummer med Candy's Room. Eller Racing In The Street, som er i en langt mere mørk og voldsom version her end på albummet få måneder senere.

Men generelt set er det en pæn flok guldkorn, som her høres for første gang: Rørstrømske, nederlagsængstelige The Brokenhearted med mexicana-feeling og Tijuana-blæs er fremragende. Det samme med den tunge titelsang, som kun blev vraget i 1978, fordi den tematisk var for ens med de andre blindvejs-sange på Darkness. Eller tag den smukt flydende længsels- og lystfyldte Spanish Eyes - plus alt det andet pop og rock'n'roll, som også fandt vej til båndmaskinerne.  Har de 22 sange ikke Darkness' konsekvens, er den røde tråd her enorm musikglæde og spillelyst – og nok højdepunkter til at hive fem velfortjente stjerner hjem. Selv her 32 år efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA