x

Howard Sounes
Den sande historie om Paul McCartney

Howard Sounes: Den sande historie om Paul McCartney

GAFFA

Bog / Lindhardt og Ringhof
Udgivelse D. 28.10.2010
Anmeldt af
Espen Strunk

Man skulle tro, at alt efterhånden var sagt og skrevet om The Beatles og dets medlemmer, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. I al fald har den engelske journalist og manden bag det digre Dylan-værk Down the Highway – The Life of Bob Dylan barslet med en ikke mindre omfattende biografi om Sir Paul McCartney. Der er tale om en ganske traditionel og egentlig ikke voldsomt velskrevet musikerbiografi, som falder i to omtrent lige lange hovedafsnit, henholdsvis "Med The Beatles" og "Efter The Beatles".

Nuanceret billede

Detaljerigdommen og de mange anekdoter – opiumssmåkager foran tv'et med Lennon/McCartney og partnere i London, 1967, eksempelvis – er naturligvis underholdende for fans; McCartneys kærlighedsliv skildres indgående, og tidligere elskerinder kommer til orde. "Hvis han ikke var i godt humør, drak han skrækkelige blandinger af whisky og cola, kylede mad efter hundene og kattene, smed sit tøj på vej til sengen og ignorerede mig totalt", som det hedder et sted. Interessant? Tja, det må vel være op til den enkelte læser. Under alle omstændigheder er det dog fint at få nuanceret billedet af det tilsyneladende evigglade babyfjæs. Denne signatur irriteres derimod en smule over forfatterens tendens til egne efterrationaliseringer, som nu denne i forbindelse med det satellit-transmitterede show Our World i '67, hvor The Beatles, omgiver af venner og hang-arounds, bidrog med sangen "All You Need Is Love": "Sangen legemliggør på én gang hippieæraens charme og optimisme og de perlebehængte og skæggede intellektuelles tomhed".

Klichéer og banaliteter

At der var både hulhed og hykleri på spil i hippiebevægelsen skal jeg ikke benægte, men hvorfor og hvordan netop "All You Need Is Love" skulle kunne siges at udtrykke dette, er svært at få øje på. Hertil kommer en kedelig tendens til banaliteter og klichéer, som nu denne billedtekst: "Nu hvor John Lennon og George Harrison er døde, er det op til Paul McCartney at føre The Beatles-faklen videre. Hans spektakulære koncerter rund om i verden er følelsesladede hyldester til det største band i populærmusikkens historie".

Den sande historie om Paul McCarney udkommer samme uge som den jævnaldrende landsmand og kollega Keiths Richards' selvbiografi, og det er i grunden påfaldende, hvor forskellige bøger, der er tale om. Bevares, der er i sagens natur forskel på en biografi og en selvbiografi, men alligevel: hvor Richards' "Livet" er et meget underholdende og levende fortalt kig bag kulisserne er Sounes bog en ganske konventionel og underligt stift skrevet omgang, hvis 553 sider det, i al fald for undertegnede, var svært at komme igennem.

Fyldige barme

Måske er det ikke kun forfatterens skyld. Det er som bekendt langtfra altid, at kunstneren er lige så interessant som sit værk. Den fornemmelse har man med Paul McCartney – hans kompositoriske geni ufortalt - efter at have læst Sounes' bog. Om der vitterlig er tale om "den sande historie", som titlen lover, får stå hen, men bogen skal dog under alle omstændigheder nok finde et taknemmeligt publikum. For, som det hedder i en entusiastisk skildring af Pauls store koncert i Liverpool i '08: "Kraftige kvinder, der nærmede sig pensionsalderen, dansede de samme trin, som de havde danset i deres ungdom, rørte ved deres fyldige barme og sendte med håndfladerne deres kærlighed af sted når Paul sang, at hans hjerte bankede." 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA