x
Sensation 2010: Parken, København

Sensation 2010, Parken, København

Sensation 2010: Parken, København

Anmeldt af Anders Bøgh | GAFFA

Jeg var første gang til Sensation da konceptet startede op i København for to år siden. Det var en stor oplevelse der allerede startede på min tur igennem byen mod Parken, hist og pist så man små og store flokke af hvidklædte mennesker, der blev flere og flere, jo tættere på Østerbro og Parken man kom. På Østerbro, hvor gaderne var hvide af mennesker, var det en munter oplevelse at se de få udenforstående der kom cyklende og måbende forbi eller stod befippet ved stoppesteder og gloede som om de var havnet på en anden planet. Nu to år efter og tredie gang at arrangementet løb af stablen, var oplevelsen næsten den samme, dog med færre undrende blikke, da folk i byen efterhånden har hørt om det også selvom de ikke har oplevet det.

Fællesskabet

Og den hvide påklædning er faktisk et af Sensations stærkeste træk. Den fællesskabsfølelse der starter allerede før man er kommet indenfor på stadion, når man på de andre brokvarterer, på Christianshavn, Kgs. Nytorv eller andre steder på sin tur gennem byen bliver mødt af hilsende fagter eller tilråb fra andre hvidklædte mennesker er en stor del af oplevelsen. At alle er i hvidt udvisker forskellene, og generelt er folk til eventen meget mere åbne og imødekommende over for hinanden end man oplever det de fleste andre steder.

Showet

Det har arrangørerne også set, og derfor var publikum i år blevet endnu mere inddraget som en del af det gigantiske lys- og pyrotekniske show der også karakteriserer arrangementet. Scenen var opbygget som en kæmpe pyramide i midten af stadion, og publikum kunne indtage alle fire sider, så det blev en stor, levende og dansende pyramide. I løbet af aftenen blev også uddelt selvlysende flourscerende handsker til publikum, og det var et imponerende syn at se flere tusinde selvlysende hænder i vejret. Men selvom det var rigtigt set og gode tilføjelser til showet at lade publikum mere aktivt være en del af de specielle show-moments der er strøet ud over aftenen, så var det lidt som om at det var tilføjelser der var kommet til på bekostning af anden form for lysshow, dekoration eller visuelle effekter. Det var stadig imponerende, men slet ikke på samme måde som det show jeg oplevede for to år siden.

Musikken

Musikdelen af Sensation står først og fremmest af en lang række af danske og internationale stjerne dj's. Og igen i år var det et på papiret stærkt lineup der indtog toppen af pyramidescenen. Men man oplevede i år ikke den store forskel fra dj til dj, alle kredsede om den mere minimale tech house og instrumental house, og der manglede i den grad de store fælles sing-a-long moments som gør en aften i selskab med 30.000 festende mennesker magisk. Det er ikke noget der nødvendigvis skal forekomme hele tiden til en house-event, men noget man trods alt oplevede en god håndfuld gange det første år, og som er med til at løfte en trods alt mainstream event som Sensation er, et niveau op som oplevelse. Sigende var det også for den musikalske side af aftenen, at det var The Mix - et halv times forprogrammeret set af mere mainstream house-hits - der fik størst reaktion fra publikum. Kun Chuckie der var sidste man bag pulten skilte sig mærkbart ud blandt de optrædende dj's. Med et noget hårdere sæt, der passede perfekt til den sidste del af aftenen, fik han sat et flot punktum for aftenen.

Alt i alt en god aften, og en oplevelse jeg gerne vil gentage. Men også en oplevelse som ikke kom helt op på et niveau hvor det kan beskrives som uforglemmeligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA