x
Samba Chula de São Braz: Quando Dou Minha Risada, Ha, Ha

Samba Chula de São Braz
Quando Dou Minha Risada, Ha, Ha

Samba Chula de São Braz: Quando Dou Minha Risada, Ha, Ha

GAFFA

Album / Funarte
Udgivelse D. 15.11.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

São Braz er et lille samfund udenfor Salvador, hovedbyen i den brasilianske provins Bahia. På den kyst kom der et væld af slaver ind, og den lokale musik i São Braz er tæt forbundet med slaver, som kom fra Angola, som i følge legenden er fødestedet for sambamusikken. Samba Chula de São Braz er unikke, idet de repræsenterer en kultur baseret på oral tradition, som totalt er ved at gå i glemmebogen. Til trods for, at man i Brasilien udmærket ved, at netop denne musik som har levet sit liv gennem århundreder, hvor udøverne arbejdede i sukkermarkerne, er selve roden for al den populærmusik, som er overalt i det brasilianske samfund og som i årevis har båret navnet MPB.

I front finder vi to brødre, som synger med en hæs og svagt falsk frasering, ligesom de spiller på sambaens hoftromme, den lille flade pandeiro. Men det der især gør forskellen er de to strengeinstrumenter - den såkaldte viola og dens lille slægtning viola machete - som spilles sammen på en måde, som minder meget om afrikansk musik. På scenen er de et syn for guder med to ældre kvinder i skinnende hvide krinolinekjoler, som drejer rundt og sætter gang i dansen. Jeg har set sådanne kvinder til ceremonier storrygende på cigarer, og det er det billede som står på nethinden, når jeg hører denne musik. Som veksler mellem at være sunget helt accapella, altså uden musikalsk akkompagnement, og så med hele styrken. Og hele vejen igennem er der en friskhed og autencitet, som giver brasiliansk musik en vidunderlig kant. Netop fordi man kan høre, hvor tæt på det oprindelige, den normale populærmusik er.

At høre denne plade er som at komme helt tilbage til bluesens rødder. Og sammenligningen holder, for vi er inden for hos en kultur, der lever gennem de gamles hukommelse, hvor alle de gamle sange er billeder fra en kultur, som er på vej væk. Hvilket vil være ufatteligt synd, som når de spiller sange som Reza para Santo Antonio og kvinderne synger for, mens strengeinstrumenterne nærmest spiller reggae, mens hele rytmetoget er godt i gang med sambaen. Og det hele emmer af atmosfære.

Det er en super plade, der vokser i retning af det uundværlige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA