x
Cheikh Lô: Jamm

Cheikh Lô
Jamm

Cheikh Lô: Jamm

GAFFA

Album / World Circuit/Playground
Udgivelse D. 22.11.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Cheikh Lô er unik. Hvor Youssou N'Dour efterhånden næsten hver gang leverer det forventelige og Baaba Maal synes på randen af pension kunstnerisk har Senegal i form af sufien fra Baye Fall-sekten en kunstner, som er i stadig udvikling. En meditativ mand som har en vidunderligt følsom stemme, der både kan bevæge sig i et hæst og intimt leje og folde sig helt ud, som man kender det hos alle store afrikanske sangere. Og nu har Cheikh Lô begået en lækkerbidsken af et album. Som vanligt i samarbejde med den tilsyneladende altid veloplagte Nick Gold.

Tiden kræver åbenbart, at der betales tilbage til dengang salsamusikken fyldte rigtigt meget blandt vestafrikanske bigbands. Vi har lige fået Afrocubism, ligesom en række andre udgivelser - fra Africando over Orchestre Baobab til de guddommelige genudgivelser fra den gyldne tidsalder i henholdsvis Guinea og Mali - har sat en tyk streg under den ubrydelige inspiration, der er gået frem og tilbage mellem de nye afrikanske regimer og deres store kommunistiske forbillede for enden af slaveruten på den anden side af Atlanterhavet. Og nu giver også Cheikh Lô os nogle vidunerlige versioner af hits fra de store dage.

Il N'est Jamais Trop Tard (Det er aldrig for sent) er et sådant. Oprindeligt var den et hit med Guineas stolthed, gudeorkestret Bembeya Jazz, og i denne her fnuglette version synger Lö, så vi får reminiscenser af Baaba Maal, og trommerne - spillet af mesteren Tony Allen (!) - i kombination med pickingguitaren, saxofonen og det drømmende rum, gør nummeret til en absolut perle, som næsten er hele pladen værd. Det samme gælder Seyni, hvor Cheikh Lô tager os tilbage til det første nummer han nogensinde sang for et publikum tilbage i 1975, da han endnu befandt sig i hjemlandet Burkina Faso. Her er viben mere rendyrket cubansk, komplet med gnistrende timbales og sprøde horn.

Jeg er ret glad for sange som Dieuf Dieul, som er direkte fra sufismen, hvor Lô kommenterer på de opfattelser indenfor konservativ islam, hvor musik opfattes som en synd, som noget forbudt. Hvor den melodiske kalden til bøn "ikke er musik", som det hedder. Det gør Cheikh Lô op med, ligesom han i en anden sang, Warico, reflekterer over flygtninge fra Afrika, som risikerer livet for at komme til Europa. Og konstaterer at det forjættede land ikke er her og ikke værd at dø for.

Cheick Lô har med denne plade mestret kombinationen at lave en vidunderligt flydende vestafrikansk cocktail og leverer seriøse budskaber. En kunstner med blikket rettet fremad har dykket ned i fortiden og skabt guld.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA