Leæther Strip, Neotek, Nattefrost, Epic Typo: Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Leæther Strip, Neotek, Nattefrost, Epic Typo, Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Leæther Strip, Neotek, Nattefrost, Epic Typo: Danish Synth Festival, Lygten, Nørrebro

Anmeldt af Jesper Wandam | GAFFA

Billede: Arkivfoto af Leæther Strip

Danish Synth Festival foregik igen i år på Lygten ved Nørrebro Station, den tidligere stationsbygning. I år var en del af publikum faktisk mødt op i god tid. Der er ifølge Brandvæsenets ophængte røde skilt plads til 150 personer, og det betyder, at man efter et par år kan genkende mange smilende (eller venligt cool) ansigter.

Tjeklisten til festivalen er penge til entre, penge til eventuelle musikindkøb, ørepropper og ikke for let påklædning. Entréen var i år 60 kroner. Hvor i København kan man ellers være til koncert i fire en halv time for prisen af en specialfadbamse, og få et verdensnavn med i posen? Musikindkøb er både for vinylentusiaster og for dem, der vil købe musik, som ikke nødvendigvis fås gennem iTunes. Ørepropperne er en rigtig god ide, for festivalen starter typisk i den melodiske ende, men bevæger sig så mod det tunge og det støjende. Og tøjet – det er nødvendigt, indtil kropsvarme og maskiner får lavet vejret om til lummert indeklima.
 Første koncertnavn var programsat til 20:30, halvanden time efter at dørene åbnedes. De blev introduceret 20:41.

Epic Typo ****

Det første navn kom på scenen i from af fire pæne unge mænd i mørkt tøj. Vokal, guitar, diverse elektronik, og laptop, hvad der så end foregik på den. Bandet betegner sig selv som "an industrial art rock project", og det betyder formodentlig, at inspirationen hentes i den seriøse (eller selvhøjtidelige, om man vil) del af den mere eller mindre klassiske rock såvel som i den brede vifte af mere metallisk og ofte dyster musik som betegnes "industrial".

Det var derfor noget overraskende, at de åbnede med helt almindelig rocklyd med lidt diskret småflabet elektronisk bas, som i kække Jan Hammer-temaer til firsernes tv-serier med Don Johnson. 
Den forsigtige start blev dog indgangen til et sæt med mere ligelig fordeling mellem på den ene side guitar og vokal og på den anden det elektroniske. Markant industriel trommelyd lagde i perioder klart afstand til det første pudsige indtryk af lummer nostalgi. Et tilbagevendende tema i teksterne var krig og diverse militære associationer, hvilket også gik igen i de visuelle effekter.

To iørefaldende højdepunkter var "No Rest In Restaurants" og "Claymore". Det første, hvor Michael Schoubyes udmærkede, men bestemt ikke påfaldende vokal nærmede sig en mere androgyn lyd, kan måske beskrives som en blanding af New Order og Pet Shop Boys. Det afsluttende "Claymore" var en helstøbt og flot lydoplevelse, som i høj grad levede op til genrebeskrivelsen.

Nattefrost ******

Hvis skabelonen for opstillingen i Epic Typo er rockbandet, så er Nattefrost den arketypiske enlige elektroniske musiker a la Klaus Schulze, som intenst og koncentreret bevæger sig omkring mellem maskinerne og spiller, tænder, slukker og justerer, for hele tiden at ramme det komplekse planlagte lydbillede. En sort T-shirt med påskriften "Minimoog" – navnet på en legendarisk analog synthesizer – fuldendte dette billede.
 Også musikalsk har Bjørn Jeppesen, som er det borgerlige navn bag Nattefrost, en del til fælles med Schulze. Også nydere af det tidlige Tangerine Dreams spacerock vil kunne nikke genkendende til mange elementer i Nattefrosts musik. Et typisk nummer byggedes op lag efter lag, så der snart opnåedes en fyldig lyd med sequencere, majestætisk fejende white noise a la Jean-Michel Jarres Oxygene-albums samt talrige lækre elektroniske detaljer. Herover mange småtemaer, typisk udført live på tangenter, som gentoges og variedes for en tid, for så pludseligt at blive sluppet til fordel for et andet eller endnu en passage med opbygning af kompleksiteten. Også vocodervokal benyttedes flittigt og dygtigt. Alt dette var overraskende flot integreret med EBM-trommer – igen et eksempel på, at de genrer der er dannet i den elektroniske musiks efterhånden betydelige historie ikke behøver at forstene i en bestemt form.

Trods musikkens kompleksitet og Bjørn Jeppesens afdæmpede personlighed lykkedes det Nattefrost at levere en tydelig og vedkommende live-oplevelse, hvor det musikalske udtryk snarere end kunstneren selv var i fokus. Som eksempel skal fremhæves et atypisk, men vellykket humoristisk nummer hen imod sættets afslutning, en slags klovne-electro med en høj fjollet melodistemme over en banal basgang, som kunne minde om svenske Slagsmålsklubben.

Neotek *****

Man kan næppe tænke sig en større kontrast i fysisk fremtoning end den mellem Nattefrost og Neotek. De åbnede med to kvinder i fetich-militæruniformer, som med et håndsving startede en hylende advarselssirene. Så kom bombeangrebet kom i form af den brølende herreklub Neotek, med frontfigur i paramilitært outfit, sminket til at komme direkte fra slagmarken og fastfrossen i et psykotisk ansigtsudtryk som Jack Nicholson i Ondskabens Hotel. 
Neotek har spillet på festivalen før og tæller en af hovedarrangørerne, Jens B. Petersen (maskiner og trommer) blandt sine medlemmer. Jacob Neis og Henrik Jensen råber og skriger om sex, vold og oprør, mens maskinerne hamrer derudad i højt tempo og lydniveau. Der er tale om industrial EBM, med særdeles komplekse og fremtrædende trommespor og masser af growl. 
Det indledende "My Shiny 44" fungerede, bevidst eller ubevidst, som en lidt ironisk kommentar til hele projektet. Som i resten af sættet råbtes der på aggressivt engelsk om voldsfascination, men på netop dette nummer med en umiskendelig dansk accent, som nok fik en og anden til at trække på smilebåndet.

Ud over det massive lydbillede gjorde Neotek sig bemærkede ved lejlighedsvise simple melodistumper spillet på kontante syntetiske strings og visse godbidder af finere elektroniske detaljer, f.eks. på introen til "Rhythm Machine", som i øvrigt afsluttedes med en musikalsk hilsen til Kraftwerks "Mensch-Maschine". Men mange vil sikkert først og fremmest huske dynamikken og det fantastiske sceneshow.

Leæther Strip **** (billedet)

Leæther Strip, alias Claus Larsen, har i mange år været internationalt anerkendt som en enmandspioner inden for Industrial EBM, og er først nu ved at vinde bred anerkendelse i Danmark – med en profil som det internationale Industrial EBM-navn, der først nu får opmærksomhed på hjemmefronten. Kulturlivet elsker sine klichéer, men anerkendelsen er i øvrigt fuldt fortjent.

For første gang denne aften skulle Leæther Strip optræde som en duo, med ægtemanden Kurt på tangenter. De to gik på scenen og fortsatte dermed Neoteks storstøjende og skrålende linje.
Leæther Strip var ikke klædt ud, men fremstod ikke af den grund mindre iøjenfaldende, stor og intens i knælange shorts og højrød skjorte og med pandatatovering samt skinnende glatraget isse.

Der blev budt på mere dynamisk tordenmusik, forprogrammeret og med live-vokal. Den stod ikke tilbage for Neoteks, hvad angik saft, kraft og aggression, men der var også eftertænksomme passager med en lidt mere afdæmpet messen og hvæsen. Ikke overraskende et mere individuelt udtryk, med tekster som bl.a. udtrykte et personligt engagement i forhold til personlig frihed, stillet over for fordømmelse af forskellige præferencer, ikke mindst hvad angår seksualitet, som vel også afspejles i kunstnernavnet, der med forbehold for den særlige stavning kan oversættes til såvel "læderrem" som "afklædning i læder". Den kokette "The Bears Aren't Sleeping Tonight" er på sin side en rendyrket fejring af denne erotik, uden mislyde eller fornemmelsen af, at der tales op mod en konformistisk omverden.
 Leæther Strip har trods støjniveauet et komplekst lydbillede med et væld af detaljer og småtemaer, ofte dystre og næsten sakrale. 
Sidstnævnte kunne man så forestille sig skulle spilles af den assisterende Kurt, men det lod ikke til at være tilfældet. Med den største velvilje og opmærksomhed lykkedes det mig ikke at iagttage et eksempel på at Kurt faktisk spillede noget, trods hans placering bag instrumentreolen. Hvis det vitterligt var tilfældet, må man undres.

Elektronisk live-musik indebærer typisk elementer af maskinel afvikling, og ingen kan vel have noget imod, at der befinder sig andre stemningsskabere end de udøvende musikere på scenen. Men at foregive at spille hører hjemme i film og teater – ikke på en musikscene. Det må være en sag for arrangørerne at afklare den slags, så de kan garantere over for publikum, at der er overensstemmelse mellem menukortet og det, der serveres.

Med dette forbehold, så leverede Kurt og Claus en forrygende optræden, og det er ingen overdrivelse at publikum elskede dem begge.

Opsummerende

Danish Synth Festival var heller ikke i år punktet, som den smarte kulturelite rettede blikket mod, for at gætte ud fra hvilken trend Madonnas og Lady Gagas næste album vil blive produceret i, men der blev opført vedkommende og spændende musik. Festivalen står i stigende grad som eksponent for den fortsatte bredde i elektronisk musik, og jeg kan kun ytre ønske om, at denne tendens bliver mere udpræget, med inddragelse af en stadigt bredere vifte af forskelligartet electronica.

På festivalen kan man se, at det giver et meget begrænset billede, hvis man opfatter den elektroniske musikhistorie i afsluttede stadier, hvor bestemte musikformer går i stå med ankomsten af den næste trend. Der finder udvikling sted så mange steder og på så mange måder, at det lineære perspektiv knap er en meningsfuld beskrivelse.

Der er også et fortsat stigende niveau i forhold til lydkvalitet og sceneshows. Det betyder ikke, at der ikke sker tekniske fejl. Men det giver som helhed bedre koncertoplevelser.

Husk dog ørepropper! Deres anmelder glemte dem og har stadig susen og piben for ørerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA