x
Method Man & Redman: Train, Århus

Method Man & Redman, Train, Århus

Method Man & Redman: Train, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Der var en bekendt og svær tung duft i salen, da den store crowd stod skulder ved skulder og ventede på, at aftenens hovednavn Method Man & Redman – ofte refereret til som hiphoppens svar på Cheech & Chong – skulle indtage scenen, imens den ene hiphop-klassiker efter den anden bragede ud af Trains højtalere. Forinden havde hollandske Cilvaringz, der kommer fra Wu Tang Clans europæiske chapter, haft den taknemmelige opgave at varme op for et tændt crowd, der viste deres kærlighed til klanen ved at kaste et hav af håndtegn, symboliserende megabrandet "The W", op i luften.

Under Notorious B.I.G.-klassikeren "Ten Crack Commandments" kom forløsningen, der slap publikums enorme brølepotentiale løs. "Redman and Method Man is in the building. We came to fuck shit up", lød det fra en velkendt stemme, tilhørende Wu Tangs Method Man, og festen kunne begynde. Til jubelskrig og en skov af hænder, der gav associationer til bølgende trætoppe, kunne de to formidable rappere og entertainere med enorm presence og autoritet tage kontrol over scenen og publikum, der gjorde alt hvad de fik besked på - den totale autoritet blev specielt understreget, da makkerparret uden besvær dirigerede en gruppe forrest i publikum ud til siden, fordi de ikke engagerede sig nok i koncerten.

Efter en start med materiale fra makkerparrets udemærkede seneste udspil, "Blackout 2", som fandt sit højdepunkt i singlen "Ayo", blev vi til folks store glæde ført en tur igennem højdepunkter fra de to rapperes imponerende solomateriale. Til min irritation blev en desværre typisk tendens hos oversøiske hiphop-artister også synlig denne aften: Vi fik således kun omkvædet og ét vers af klassikere som Redmans "Time 4 Sum Action" og "I'll Be Dat" samt Method Mans "M.E.T.H.O.D. Man" og "All I Need".

Fest frem for musikalsk oplevelse
I fællesmaterialet var publikumsfavoritterne de to kærlighedserklæringer til en vis grøn substans "How High" og "How High II". Måske på grund af den tykke duft i salen fandt mange god grund til at skråle med på "I, I get so high!" fra omkvædet i "How High II". Derudover indeholdt koncerten en festlig dj-session med Dj Dice og Allah Mathmatics samt kompetent gæsterap fra Streetlife og Ready Roc. Selvom den musikalske oplevelse til tider blev skæmmet af, at rapperne, der ellers begge besidder nogle af de bedste flows i branchen, havde svært ved at bryde igennem musikkens alt for høje volumen og derfor måtte råbe lige vel meget, blev festen leveret til UG.

Der var ganske overraskende påfaldende få sange fra det eminente album "Blackout" (og påfaldende få sange i det hele taget), men til gengæld fik vi to karismatiske, energiske og feststemte entertainere, der trods mange typiske irritationsmomenter som klichéfyldte hyldester til afdøde rappere og mindst ligeså klichéfyldte call and responses (som "say ho!") havde en afsmittende energi, man ikke finder lignende mange steder. Således blev selv den tykke og gennem koncerten meget hyppige markedsføring af kommende albums og film let tilgivet. Mere end velvilligt overgav publikum sig til de to personaer, som smed om sig med suspekt udseende smøger, stagedivede og endog stod på publikums hænder og rappede. Alt i alt en koncert der i højere grad end en stor musikalsk oplevelse var en fest. En rigtig, rigtig god en af slagsen.     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA