Niels Christensen: Montmartre i Nørregade - Mig og Monten

Niels Christensen
Montmartre i Nørregade - Mig og Monten

Niels Christensen: Montmartre i Nørregade - Mig og Monten

GAFFA

Bog / People's Press
Udgivelse D. 26.11.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Montmartre var en af Københavns vigtigste scener fra 1976 til 1989 - vel at mærke den version af det gamle jazztempel, som genopstod i Nørregade. Et spillested der havde den legendariske Nørrebrodreng, Kay "Jazz-Kay" Sørensen som den karismatiske bagmand og med bassisten Niels Christensen som den musikalske hovedmand. Nu har denne skrevet en fantastisk bog om et spillested, der formåede at præsentere et overflødighedshorn af store navne, samt flyttede jazzen fra en niche for indforståede til at være noget rigtigt mange kom i berøring med. Ligesom den er et portræt af en usædvanlig mand, nemlig Jazz-Kay, som virkelig brændte sit lys i begge ender og kun lige holdt til et halvt år efter sin 50 års fødselsdag. En mand som vi følger fra han som succesrig værtshusholder på stenbroen og en festabe af guds nåde ved et tilfælde kommer til at køre et jazzspillested, selv om hans kendskab til jazz kunne ligge på et meget lille sted, for som der står i bogen: "Han havde en singleplade med Papa Bue ("Schlafen, Mein Prinschen"), havde en gang drukket sig fuld sammen med Liller og kendte efter eget udsagn ikke forskel på et valdhorn og et flygel". Men var også en forretningsmand, som gav sin musikchef frie hænder og i den grad voksede med opgaven.

Niels Christensen har tydeligvis ført dagbog, og vi kommer med hele vejen til alle de fede koncerter. Forestil dig et lille spillested, der præsenterer navne som Tom Waits, James Brown, Dexter Gordon, Tower Of Power og mange mange flere! Det er skrevet medrivende og man bliver klog af det, for dels bliver vi i den grad ført ind i den tids København, og dels er det en musikers indgang til tingene, når musikken skal bedømmes eller særlige indsatser skal fremhæves. Sproget er stærkt underholdende, og bogen er en rejse, hvor vi hele tiden er i spændingsfeltet med en chef, som er baggårdaspuma så det forslår, så vi det ene øjeblik er med, når han grundlægger venskaber med alverdens musikstjerner ved bardisken eller i baglokalet, eller når vi møder gangstere fra byens underverden, som Sørensen også laver forretninger med. Hvis de da ikke bliver ydmyget, som i historien om en af Vesterbros store "kendere" af thaiprostituerede, navnkundige Tæppe-Flemming.

Alligevel er det musikken der i den grad er i fokus, og det er altså lykkedes Niels Christensen ikke bare at give et vigtigt portræt af et spillested, som betød en masse og af Jazz-Kay selv, som døde pludselig og som havde en økonomi, som på ingen måde sikrede spillestedet, som røg med i faldet efter hans død i 1989. Og som vi også får set de kedelige sider af, fjernt fra det billede af solens glade søn med en bajer i hånden, som han konsekvent blev fremstillet som i medierne. Alting har en bagside, og Niels Christensen tager os med hele vejen rundt.

Men for inden har vi fået et hav af ubetalelige anekdoter, fra et miljø, hvor jargonen fra ikke mindst Jazz-Kay kommer ind over, som da han konsekvent omtaler den i øvrigt nyligt afdøde trompetist og ildsjæl Arnvid Meyer, som har en masse kontakter til de udenlandske jazzmusikere, som "negerhandleren", mens Shit & Chanel konsekvent er "fars piger" og så videre. Eller alle musikerne, som forgudede Jazz-Kay, som Palle Mikkelborg, der kaldte ham for Onkel Kay. Eller dengang Jazz-Kay aftalte et møde med den socialdemokratiske kulturminister og ligeledes tidligt afdøde festabe, Niels Mathiasen, fordi Kay havde fået statsstøtte og Montmartre konsekvent klarede sig uden støtte, så han tog en check med og drak igennem med ministeren. Vi er med i hele opbygningen af spillestedet og ser det hele vokse og Copenhagen Jazz Festival blive til. Det er et særdeles spændende stykke musikalsk Danmarkshistorie.

For os der kendte spillestedet og levede og åndede for musik i København i de år er bogen som et brev fra en gylden tid. Ligesom den for alle andre er en nøgle til en mand, hans spillested, samt til en satans bunke formidable musikere, koncerter og øjeblikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA