x
Deftones: KB Hallen, København

Deftones, KB Hallen, København

Deftones: KB Hallen, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

Det er ikke engang et halvt år siden, at Deftones fra Sacramento sidst gæstede Danmark. Det var til Copenhell, hvor de under stride regn- og blæseforhold leverede en ret fortrinlig koncert. Ude på Refshaleøen var der således næsten ensidigt dømt kold koncertdukkert, men gennem en enorm underholdende og energisk fanden-i-voldskhed fik Deftones alligevel spillet publikum helt op. Til Copenhell havde bandet tydeligvis dét for metaløjet at nå ud til publikum til trods for omstændighederne, og præstationen blev derefter: De leverede en imponerende opvisning i medrivende stædighed. Man kan selvfølgelig kun gætte på, hvad der kunne have reddet aftenens koncert i KB Hallen, men faktum er i hvert fald, at Deftones i går aftes i KB Hallen mest osede af at være én stor omgang forudsigelighed.  

I stedet for den rockrevolte, der besejrer både vind og vejr, fik publikum denne aften leveret en omgang lørdagstilstand, der gik i ét med "rutinepræget". Og det skyldes flere ting. Forsanger Chino Moreno bevægede sig som altid helt fitness-agtigt rundt på scenen, som til lejligheden i øvrigt havde et ekstra plateau yderst på scenen, der gav den menneskelige hoppebolds live-trademark mere bounce. Samtidig stod Stephen Carpenter ude på højre flanke og leverede guitarflader med en nærmest paradoksal form for tom entusiasme. Begge medlemmers signaturer tager man ofte til sig med en god portion nostalgisk forkærlighed, men det var ikke tilfældet denne aften. Dertil var det alt for tydeligt, at det hele foregik på automatpilot. Det eneste medlem, der sådan set gjorde positivt opmærksom på sig selv, var manden med trommernes spøgelsesnoder, Abe Cunningham. Han leverede fra bag tønderne, og uden de større tekniske formåener præsterede han at få sit varemærke til at virke både levende og entusiastisk.    

En kedelig kontrolleret kunstart
 
Deftones er så musikalsk kontrollerede, at selv når de i udvalgte sange giver sig selv friere tøljer, og forsøgsvis sprænger de stramme kompositioners remmer, så forbliver især Frank Delgados fløde-sfæriske teksturer fra bag tangenterne udelukkende imødekommende på den leflende måde. Der er ingen rum til overraskelser hér. Det kan muligvis være en kunstart i sig selv at være så kontrollerede, som Deftones er, men når en rockoncert spiller på et helt dæk af sikre kort, kan det næsten ikke undgå at blive en ensartet affære. Aftenens koncert med Deftones kunne i hvert fald ikke.   
 
En af de meget få gange, hvor en nysgerrig omskrivning endelig skinnede igennem, var imidertid under "Passenger". Mens sangens vers var skruet ned i tempo, så de nærmest tenderede en form for drone, og omkvædet skruet op, stod dét musikalske samspil som koncertens mest dynamiske øjeblik. 
 
Titelnummeret fra bandets sjette fuldlængde-plade, dette års "Diamond Eyes", opsummerer på sin vis hele Deftones' musikalske virke: Deres interesse for den melodiske riffbaserede metal blandet med en interesse for en ret karismatisk drømmepop. Sangen var faktisk også en af de bedre denne aften. De drømmende elementer i musikken er i øvrigt blevet en større og større del af bandets signatur, siden Delgado på den selvbetitlede "Deftones"-plade (2003) skubbede pladespillerne til side for at gøre plads til synhetizer og keyboard som faste instrumenter i bandets line-up. Desværre er der dog virkelig langt mellem de interessante drømme hos Deftones. Specielt galt gik det denne aften i "Beauty School", som kom an som en tom formularballade, der blander drømmepoppens præmisser med Limp Bizkit-beats. Det var ganske forfærdeligt.
 
Og så kan man nok have så mange gode sange. Men når ikke engang en hel stribe af ellers slidstærke post-grunge-klassikere som "Be Quiet and Drive (Far Away)", "Knife Party" og "Change (in the House of Flies)" formår at ryste ens nostalgiske knogler igennem, så har bandet fejlet. Dagens råd: Tag en kold tyrker, og kom tilbage, når I virkelig mener det, Deftones.    
 
Coheed and Cambria **
 
Først det ene og så det andet. Coheed and Cambria fra New York er rockbandet, man aldrig bliver rigtig klog på. Efter tidligere på året at have været på tour med Porcupine Tree varmede de denne aften op for Deftones. De er et sjovt bekendtskab. Den ene dag varmer de ens proghjerte behageligt ved at lyde som det måske perfekte eklektiske bud på at være arvtagerne til pionererne i Rush, mens deres energiske up-beat-melodier den næste dag kan være helt svære at adskille fra Paramores pophelvede. Ikke desto mindre var det med ganske store forventninger, at man denne gang tog imod bandet med hårbolden Claudio Sanchez i front. Forventningerne skyldtes ikke mindst minder om deres kompromisløse koncert i Pumpehuset tilbage i 2008. Gentagelsens succes udeblev dog, hvilket vi mest har KB Hallen at kaste skylden på. Coheed and Cambrias dynamiske vekselvirkning mellem det udbasunerede progressive og det melodiøst introspektive går bare ikke i sync med en hal uden nogen som helst form for akustik. Finesserne fra pladerne udeblev, og den interessante dobbelthed, der oftest præger bandets sange på deres udgivelser, kom aldrig til deres ret. At den normalt yderst kompetente Chris Pennie desuden havde en off-day bag tønderne, gjorde ikke oplevelsen bedre. Denne aften i KB Hallen bød altså på en dobbelt skuffelse fra to normalt interessante livebands. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA