x
Odense Assholes: Posten, Odense

Odense Assholes, Posten, Odense

Odense Assholes: Posten, Odense

Anmeldt af Mathias Sommer | GAFFA

Ja, ja. Mon ikke kultureliten og radikale og socialdemokratiske MF'ere vil reagere bittert på en så rundhåndet honorering af den voldsforherligelse og  forfladigelse af sproget, Odense Assholes repræsenterer.
 
Dem frygter jeg nu langt mindre end de 700-800 selvproklamerede "voldsmænd," der denne aften var mødt op på Posten for at sige farvel til det odenseanske fænomen, der i to år har kørt land og rige rundt og spredt møgbeskidte og ikke mindst primitive bemærkninger, der heldigvis har været så hadfyldte, at man skal være godt naiv for også at tage dem for gode varer.

Man havde frygtet en hadsk stemning, gejlet op af arrige kommentarer fra scenen, som ville sende gæsterne ud i Odenses natteliv som BIF-supportere, men det hele sluttede i det ultimative twist, der faktisk resulterede i, at de orangemaskerede Røvhuller fik et sympatisk ansigt. Hæng ved, og glæd jer til den helt vanvittige afslutning – og var du der selv, så genopfrisk…

Røvhullerne
I Flemming Roses bog "Tavshedens Tyranni" er hovedpointen, at en ytring trives bedst i offentlighedens syrebad – i stedet for at lovgive os ud af nedladende udsagn, skal de hellere hænge i offentlighedens tørrerum, hvor afsenderen naturligvis er ansvarlig for indholdet. Med de briller på er OA faktisk et spændende eksperiment: fordi gruppen er så nedladende overfor alt, er det interessant at se offentlighedens reaktion på politisk ukorrekthed.

Og den kunne man altså placere et meget lille sted – denne korrekthed. Posten havde i anledning af den varslede vold valgt kun at udskænke i plastikkrus, hvad dog ikke afholdt folk fra at "høvle stifter" til de i bogstaveligste forstand segnede. Mange væltede rundt og spildte på gulv og orange bandanaer og overalls, så det hele lugtede af halbal og testosteron.

Der var ikke meget venlighed at spore i øjnene på de fleste fremmødte - det var brede skuldre og attitude, det var form fremfor indhold, ligesom OA.

Først omkring 22.30 går OA på scenen, men der er publikum også i den grad varme. Det skyldes ikke mindst Narkoniller, der har varmet publikum op, ved at få dem til at råbe, at han er "fucked på piller."

Det er en kæmpe fest. Det er som om, at tekstuniverset får folk til at smide alt, hvad der hedder anstændighed – og hænderne. Og så gøres det naturligvis ikke mindre festligt af, at de fleste er hamrende berusede. I den tilstand virker det åbenbart meget naturligt at råbe, at "jeg er hooligan," "jeg ved du tager den i røven, fordi du er nødt til det," "kvæl mongolen," "jeg hopper på din krop," "kælling du skal straffes til jeg springer din ring" osv. Alt i alt meget romantisk og Morten Korch-agtigt.

Snitte Tonny er bandets talsmand. Han fører med forvrænget fynsk gennem sættet, og proklamerer tidligt, at de er pisseligeglade med Posten – de vil give Posten en fest, så de spiller alt – hele bagkataloget.

Det drejer sig nu kun om to plader, som består af relativt få og korte numre, så det når aldrig at blive trættende - i hvert fald ikke for publikum, der hopper og hopper og hopper og råber med, mange af teksterne er da også herligt mundrette, som fx "Dø hippie dø, hippie hippie hippie dø!" og Seebachs "Engel," som er gjort til "Kælling" – "jeg tæver, jeg tæver, jeg tæver kun dig."

På "Tovepigen" kommer den efterhånden berømte, men fordækte Tovepigen på scenen. Det gør hun sammen med måske 15 Lolitadukker, der kastes ud til publikum. Tovepigen er en grov kælling, der knepper din kæreste, tager stoffer og slår fra sig. Hendes identitet skulle senere blive afsløret…

Fuck konventionerne
Beatsene er ret primitive, og nogle direkte kedelige, men det fungerer egentlig som en god effekt, at Fede Mads under hele koncerten smider nogle aggressive trommer på backingtracket –koncerten ville ikke være meget uden. Fede Mads når i øvrigt under koncerten at drikke et utal af bajere, og har samtidig en roadie inde flere gange undervejs, som fodrer ham med Jack D. Han når at bunde hele flasken – hvad hans varemærke også er.

Tonen fortsætter med at være grov og morbid. Da Snitte Tonny spørger, om der er nogen herinde, der giver en "fuck for naturen," er svaret fra salen et rungende "NEJ!" – egentlig må det være meget dejligt med sådan en ventil, hvor man kan trække sig ud af uskylden og komme "tættere på helvede," som et andet meget voldeligt nummer hedder. OA giver ikke en fuck for naturen, derfor lavede de under klimakonferencen "brug mere CO2," som igen brandede dem meget effektivt, som dem, der pisser på konventionerne.  

Sys Bjerricering
OA hader det meste, men mest af alt hader de Sys Bjerre, som de mener har spredt sig som klamydia udover dette lorteland. Hun står for alt hvad der er galt med Danmark. Derfor havde OA givet et krav om, at de kun fandt sammen igen, hvis Sys Bjerre "lukkede røven for evigt" (sammen med et par andre krav). Hun er virkelig hadet – derfor blev afslutningen også meget episk.

Nåh, men OA går af scenen, jubelen er stor, Snitte Tonny vender tilbage med et voldspade i hånden, og sætter gang i det tonstunge riff til "Kælling du kan ik' køre bil," og alle, kællinger som voldsmænd (og et spædbarn i Kerteminde) råber med, hopper og er nærmest skræmmende.    

Vi har endnu ikke fået "Bøsser bløder lyserødt," inden skal publikum have den lovede forklaring på, hvorfor OA går i opløsning. Fænomenet, der på to år har spillet over 100 koncerter, har 52000 fans på facebook, står bag den mest sete video på Ekstra Bladet, nogensinde. Snitte Tonny stiller sig op på en ølkasse, og erklærer, at to af bandets medlemmer er blevet bøsser!

Publikums reaktion er mærkelig, afdæmpet, men "Bøsser bløder lyserødt" sættes i gang, og man kan igen synge med på " "Bøsser er ikke rigtige mennesker, og de stinker af blomster. Sutter pik, prutter sæd og æder grøntsager." OA er langt ude over scenekanten, festen er kæmpe, og da nummeret er overstået, stormer Fede Mads i armene på Damp Rambuk, og de kysser og slasker og danser, og musikken igangsætter omkvædet igen "Alle, der danser er bøsser," og alle danser og alle bliver bøsser, og ironien er smuk, og de eneste, der er udsatte er dem, der rent faktisk mener OA's tekster.

Men den store afslutning er ikke nået, OA henter den hårdføre TovePigen på scenen, og river endelig masken af hende, og hvem gemmer sig bag den orange bandana?

 … Sys Bjerre (som stod og så lidt utilpas ud – men det var hende!)

OA gjorde det helt rigtige. De satte prop i to års voldsrap, de har leget med ekstremerne, og legen er netop god nu, om end meget dum, inden OA's mange mange tilhængere begynder at glemme, at det hele er ironi.

Tak for lort!

Opvarmning, Fler' Farver ***

Fler' Farvers tekster er mere typisk hip hop, end OA – selvom besætningen er stort set den samme. Det handler om hash og ketchup, om musikken, der "gør mig så glad, jeg må røre ved pikken."

Bandet er seks mand stort, og Fede Mads er igen første mand bag trommerne, som starter ret prætentiøst, men det er en god effekt, så vi ikke bare skal stå og vugge hovederne til ren backing.

Beatsene synes en gang imellem lidt fattige, men musikken er positiv, det samme er Fler' Farver, som gasser rundt, smider papirsposer ud til publikum, blander sodavand og danser.

Der er en del problemer med mikrofonerne, som enten er for lave eller ikke virker, men Dambos mic virker fint, og da han leverer, hvad føles som 70% af al tekst, er det mindre problematisk. Men han er også bandets største kapacitet, har vildt meget attitude og et godt flow. Selvom flowet føles lidt forudsigeligt.

Koncerten byder også på den dårligste cover-version af Gnags "Vilde Kaniner," nogensinde.

Ellers en god opvarmning, ikke mindst for OA - der som bekendt stort set også var på scenen. Der var visse sider af teksterne, der simpelthen blev enerverende, for eksempel "Jeg har tænkt, tænkt.... at gøre det nu, nu, nu" - som ikke blev meget bedre af, at det skulle trækkes ud i noget fællessang. 

Når bandet spillede dubstep/reggae med de lidt munchies-prægede tekster, fungerede det bedst, men de må ikke slippe deres insisteren på at være en provins-hiphop/rap-gruppe. Som det fremgår af det udkants-Danmark-støttende "Kragerne vender", der også var sættets bedste nummer:

"Hvis du ikke går længer' når navlen forsvinder, så du ikke een af farvernes venner, hvis du stadig er med mig helt ude hvor kragerne vender. Ja så' du een af farvernes venner"

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA