x
Paco de Lucia & Group: Koncertsalen, DRbyen, København

Paco de Lucia & Group, Koncertsalen, DRbyen, København

Paco de Lucia & Group: Koncertsalen, DRbyen, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en af de aftener, som der er meget få af. Hvor alle der besidder affición - det spanske ord kendt fra tyrefægtning, som Hemingway brugte rigtigt meget - bare må samles omkring en oplevelse. Hvor spændingen forinden er så elektrisk, at en stopfuld sal bare måtte gå amok med stående klapsalver, da stjernen viste sig med sin guitar og gik i gang med sin indledende improvisation, altså hvor Paco de Lucia gik i gang med sin berømte rondeña. Vi taler om manden, som under navnet Francisco Sánchez Gómez bliver født i Algeciras på Europas - og ikke mindst Andalusiens - sydspids for snart 63 år siden, og som ikke mindst i årene med den formidable og revolutionerende sanger, Camarón de la Isla (1950-92), satte sig udødelige spor, men som også var yngstemand i en familie af guitarister, hvor han som 11-årigt vidunderbarn spillede i radioen og året efter vandt den første konkurrence. Og som også i den grad har markeret sig inden for jazzen, selv om det fortrinsvis er som eksponent for flamencoguitar, både som akkompagnetør og solist, at han for alvor har sat sit præg. Ligesom han yderst sjældent turnerer og ikke har været i Danmark i en menneskealder. Det var derfor et sultent og ikke mindst kyndigt publikum, som blev trakteret med en forestilling af de sjældne.

Paco har over de seneste år samlet en ny gruppe bestående af seks musikere og en danser, som i dette tilfælde er en af sønnerne fra den berømte Montoyafamilie i Sevilla, efterkommere af den berømte danser, Farruco. Ham vi så - han bærer kunstnernavnet Farru - gav prøver i karakteristisk stil med al det crowdpleaser-blær, som mange eksperter foragter, fordi det er på kanten af tablao, de turistorienterede danseshows, hvor han nærmest smider tøjet flere gange i forløbet med eksplosioner af gnistrende step, men som lige meget hvad sammen med bror Farruquito er dansere af en anden verden. Alligevel var det fra starten Paco de Lucía, som samlede al opmærksomhed. Det hurtige spil synes med årene at have fået en lækker blødhed, selv om tonerne stadig flyver fra gribebrættet, så man føler sig udsat for magi. Ligesom man hele tiden anede skyggen af Camarón, den gamle samarbejdspartner, som også dukkede op i et sangforedrag under topnummeret, den store bullería, hvor Farru i den grad fik danset ud over kanten, og især sangeren Duquende fik fremmanet noget af den dybe sang fra det hinsides, som er flamencoens inderste væsen. Her ville Pacos øjne skyde lyn, som det også var tilfældet når den anden sanger, David de Jacoba, gav los med sin hæse stemme med den karakteristiske undertrykte hulken. Nej, det var sangere af klasse vi fik at se til denne forestilling.

Det var et særdeles dygtigt orkester, som ubesværet ville gå ind i Pacos egen specielle form for moderne flamenco, hvor referencer til især cubansk musik ville komme ind over, ligesom vi i bedste jazzstil fik adskillige soloer fra en særdeles veloplagt harmonikaspiller, Antonio Serrano, og fra bassisten, der godt nok spillede med en teknik på de tykke strenge, som var hentet direkte fra flamenco, men som også kedede lidt i længden. Alligevel formåede den nye gruppe i den grad at leve op til den gamle, som i de bedste øjeblikke ville tælle blandt andre Pacos to brødre, Ramón de Algeciras og Pepe de Lucía. Og familien var i øvrigt til stede i form af den anden guitarist, nevøen Antonio Sanchez.

Så det blev næsten tre timer - inklusive pausen - i selskab med en legende, som blev belønnet med det længste bifald, jeg længe har hørt, inden han og gruppen kom ind og gav et sidste langt ekstranummer. Rart at få klappet så meget, når man nu var til flamenco. Og det blev en oplevelse af de sjældne, hvor vi i den grad fik lov til at smage på essensen af flamenco, spillet af en af verdens mageløse mestre og hans gruppe.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA