x
Gogol Bordello: Store Vega, København

Gogol Bordello, Store Vega, København

Gogol Bordello: Store Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Punkrockere, gøglertyper, musikere. Kært band har mange navne. Gogol Bordello har efterhånden opfundet begrebet punkrock på ny, og viser endnu engang det danske publikum, at bandet har hjerte og energi. Alle medlemmerne er på scenen næsten 100 procent af tiden. Desværre for dem var ingen af bandets medlemmer i sit es, da de endnu engang gav koncert i Store Vega i København.

Opvarmning: Devotchka


Før aftenens mest efterspurgte sigøjnerband Gogol Bordello gav sig i kast med et efterhånden verdenskendt sceneshow, gav det amerikanske band Devotchka publikum en lun og meget ideel opvarmning i Store Vega. De helt specielle guitarer og den mystiske fremtoning fra forsangeren Nick Urata gav publikum en beskeden og kort pause. En ideel musikpause der afslappede musklerne hos de folk, som var kommet for at danse med Gogol Bordello. Devotcka var en berusende og tilbagelænet oplevelse. En oplevelse der desværre kun var tilegnet et band i aften. På trods af Devotchkas alt andet end beskedne optræden gik der ikke mange minutter efter koncerten før flere blandt publikum i kor råbte "Gogol. Gogol" og "Start Wearing Purple". Entusiasmen og fællessangene fra publikum har man efterhånden hørt flere gange før.

It's not a crime

Klokken 21.20 dæmpes lyset. Folk er forventningsfulde og utålmodige. Endnu en gang møder Eugene Hütz, forsanger for Gogol Bordello, sine fans i Store Vega. Eugene begynder at kaste de indledende toner på guitaren. I aften er han klædt i sort jakketsæt og hat. Det har dog tilsyneladende ingen symbolsk betydning. Bandets medlemmer bevæger sig ind på scenen og begynder at stemme i. Punkrockens lyd bliver skabt på ny. Det er svært at beskrive bandets lyd, men det får hurtigt folk til at tage hinanden om skuldrene og gøre klar til en velkomstdans. Efter en kort intro spiller bandet allerede hittet "Not a Crime", som blæser bandets højeste energiniveau ud til publikum. Folk som står ved scenen af Store Vega denne aften bliver svedige, rigtig hurtigt. Efter blot tre numre har Eugene Hütz allerede selv smidt overjakken og er i gang med sit helt eget private sceneshow. Desværre smider bandets russiske violinist, Sergey Ryabtsev, aldrig nogensinde den baret der pryder hans hoved.

Blandt verdens bedste livebands

Det er slet ikke for ingenting at bandet bliver udråbt som et af verdens bedste livebands. De er her, der og alle vegne. Den forreste del af publikum er med som altid. Selvom bandet denne aften prøver deres mere eller mindre ukendte sæt af med sange fra deres nyeste album.

"Trans-Continental" Hustle, er folk i helt forreste geled upåvirket af de mindre kendte omkvæd. De danser, og benarbejdet bliver ikke mindre af de nye sange. Numre som "Companjera" og Last One Goes The Hope" blegner dog kun i sammenligning med de rigtig store hit fra bandets side. Så selvom de forreste folk danser, hopper, sveder og smiler i en kollektiv beruselse, er bandet langt fra at nå tidligere tiders klimaks.

Skyder med spredhagl

Der er dog noget ved det her band som stadig ville få din mormor til at blive interesseret. Selvom bandet ikke når ud over alle grænser og måske endda ikke ud til alle gæster inde i Store Vega denne aften, giver de stadig en glødende varm velkomst. Men den altid tidligere målrettede maskingeværnusikskytte Eugene Hütz spyttede denne aften mere med spredehagl og virkede for en gang i sit liv ikke opsat på at give publikum det bedste fra scenekanten. Hans sigøjnerarmé for heller ikke på samme måde ud og opildnede tilskuerne fra scenekanten, så de ikke kunne undgå at tage del i festen. Derfor var det måske grunden til at mange nede bagved i Store Vega havde svært ved at følge med til bandets mindre ukendte numre, og det var måske også derfor at bandet ikke fik balkonerne til at gynge lige meget oppe på 1. sal ved hver eneste sang, for en gangs skyld.

Bandet når aldrig sit højdepunkt denne aften, hvor numre som "American Wedding" og "Start Wearing Purple" alligevel afspejler bandets uimodståelige tiltrækningskraft. Gid de dog også havde spillet "Alcohol", og "Underdog World Strike" og....


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA