x
Elton John: Jyske Bank Boxen, Herning

Elton John, Jyske Bank Boxen, Herning

Elton John: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Altid godt at være i Danmark, siger Elton både i starten og slutningen af koncerten. Og hvorfor er det så godt? Jo, for det danske publikum er både "appreciative" og "attentive".  Måske hentyder han til, at de klapper meget, og så sætter de sig ned og lytter. Det er bestemt også den slags taknemlige og høflige opførsel, Boxen i Herning opfordrer til med sine lange rækker af nummererede klapstole og robuste sikkerhedsfolk.

Stedet er ikke skabt til folk, der vil gå amok, som om de var i Las Vegas for første gang. Men jeg er ikke sikker på, at man oplever en hærdet gammel showman som Elton bedst ved at opføre sig, som om man hørte på et symfoniorkester. Godt nok kan man fange nogle små ændringer i den overvejende stilhed: En lille honky tonk-solo, der ikke er på pladen. Eller "hold me closer, tiny dancer", som 25-årige tenor-Elton sang højt, men som 63-årige baryton-Elton synger lavt.

Men det betyder ikke så meget, for det er tydeligt fra første nummer, at detaljerne viger for det store, det overordnede, det overstrømmende show. Elton tager en dyb indånding – manden er trods alt kun to år fra folkepensionen – og går så i gang med at klaske mursten efter mursten på en massiv væg af kompetent klaverlyd.

Klaverflod i alle genrer
Hvor mange gange i karrieren har hånden ikke danset helt ud i højre side af klaviaturet i perfekte akkorder? Millioner, sikkert, og med en skødesløs professionalisme, så man næsten glemmer, at den her slags shows også kan være svære og anstrengte og farlige. Det er også helt i orden at glemme det, hvis man står op og danser.

Så gider man ikke akavede pauser og eksperimenter. Når man danser, har man også rigtig meget brug for en percussionist som Eltons mangeårige makker, Ray Cooper, der dukker op til anden halvdel og vifter med arme og trommestikker som en vækkelsesprædikant.

Men vi sad for det meste ned, og hvilken siddende og lyttende person har brug for så mange skødesløse akkorder, så megen forsikring om talent i form af klaverflod? Bølge efter bølge i lange mellemspil, i udskejelser mellem hver linje, han synger, og i alle genrer, han har skrevet et hit for: Ballader, rock, blues, honky tonk. Selvfølgelig kan han alt det.

Stemmen er stadig interessant
Men noget af det bedste var en ballade fra 1971-albummet "Madman Across The Water", nemlig "Indian Sunset", hvor de første par fraser kom uden klaver. Hvor man rent faktisk kunne høre, at Elton Johns stemme stadig er interessant og på de bedste øjeblikke dykker ned, zigzagger op og folder sig ud. Når klaveret så kommer på, betyder det rent faktisk noget.

I stedet drukner han tit sangene i lyd, så ordene er lidt lige meget, og stavelserne forsvinder i skyndingen. "And I think it's gonna be a long long time" fra et af hans bedste, dunkleste numre bliver til "Ndithksgonbelnglngtm".

Måske er det meningen, at baggrunden skal fylde hullerne ud, men den består kun af en skærm, der for det meste viser sammenflydende farver i stil med dem på Windows Media Player. Måske skal de sporadiske synth-indgreb eller det bizarre ekko på stemmen hjælpe til, hvis Elton ikke selv kan trække ordene helt ud, eller måske skal Ray Cooper?

Stadig en god sang
Men Coopers indsats er begrænset til lidt timpani, lidt bækken og et par slag med den store gong gong – Elton gør det hårde arbejde og kunne sagtens styre showet selv. For fanden, det her er manden, der har skrevet "Your Song", der er blevet sunget af Gud og hvermand og Ewan McGregor, og den er stadig fantastisk. På trods af al fyldet og filleret og det mærkelige ekko er det stadig en virkelig velskrevet sang.

På samme måde med "Bennie  And The Jets", der som et af de eneste numre løfter sig med fede, tredivetangenters akkorder, og på samme måde burde det være med "Nikita" og "Daniel" og "Sorry Seems To Be The Hardest Word", og jeg kunne blive ved. Men Elton spiller for meget, for tæt og for over det hele.

Showmanden vil måske gerne vise, at han stadig kan, og at hans tekstforfatter, Bernie Taupins ord, "I've no wish to be living sixty years on", fra 1970 ikke er møntet på ham. Han gør det vel ikke for pengene eller for berømmelsen, og som han gik frem og tilbage ved scenekanten og signerede folks plakater, virkede han oprigtig taknemlig.

En showmand, der gør noget for sine fans, giver value for money i metermål og aldrig spiller forkert. Men som denne aften spillede lidt for meget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA