x
Erik Truffaz: In Between

Erik Truffaz
In Between

Erik Truffaz: In Between

GAFFA

Album / Blue Note
Udgivelse D. 09.12.2010
Anmeldt af
Ivan Rod

Han er af schweizisk oprindelse, men snarere at betegne som franskmand. Det er nemlig i Frankrig – og i Europas fransktalende lande – han har sit primære publikum. Og det til trods for, at hans musik er instrumental og i sit udtryk ikke specielt fransk. Trompetisten Erik Truffaz spiller (også på sit nye album) en blanding af jazz-fusion, acid jazz og post-bop, musik med en klang af lounge og et element af electronica. Og han gør det fuldstændig eminent. Hans instrumenthåndtering og udtryk minder i den grad om glasklare Palle Mikkelborgs. Han spiller med samme ubesværede lethed og præcision som Mikkelborg. Spiller samme slags drømmeagtige sekvenser. Spiller med samme organiske varme. Og netop dét – og materialet, som lægger op til et forrygende swing - gør In Between til et mesterligt album, der nok må katalogiseres som jazz, men åbenlyst også rummer poprock-elementer. At sangerinden Sophie Hunger gæsteoptræder på to numre gør kun albummet endnu bedre: Et nummer som Let Me Go løfter hun sammen med Erik Truffaz til decideret hit-niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA