x
Caroline Henderson: Christians Kirken, København

Caroline Henderson, Christians Kirken, København

Caroline Henderson: Christians Kirken, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Annoncerne aftvang – efter først nogen forundring – beundring. Tænk, at det kan lade sig gøre i en fortravlet juletid at sælge så mange billetter til en dansk jazzsangerindes koncerter!

Først var det tanken, at hun skulle give to koncerter samme søndag i Christians Kirken på Christianshavn. Men snart måtte arrangørerne melde udsolgt, og så blev der arrangeret to ekstra koncerter (den 22. december). Annoncerne tilkendegav, så sent som søndag, at hun ville give fire koncerter i alt, at de to første var udsolgt, og at der til de to sidste kun var få billetter. Det lignede altså et veritabelt tilløbsstykke: Caroline Hendersons fire koncerter i Christians Kirken.

Hvorfor?

Undertegnede har hørt hende flere gange og fundet, at hendes bundniveau (som det hedder i fodboldens verden) konstant er blevet højere. Hun er igennem det sidste årti konstant blevet bedre, fordi hun har formået at udfolde sin vokal, finde sit helt eget udtryk og dét med et materiale, der iklæder hende en tyngde og autenticitet. Men… materialet er helt åbenlyst inden for genren vokaljazz. Og vel er der i Danmark interesse for vokaljazz – det kan man jo se under Copenhagen Jazzfestival – men når man ved, hvor svært det i øvrigt kan være at sælge billetter til mange af de koncerter, der arrangeres med fremragende internationale navne og især danske navne – kan man forundres… over Caroline Hendersons salgsmæssige formåen: Næsten fulde huse til fire koncerter.

Men… Salgs- og PR-arbejdet har været godt. Og kombinationen – Henderson, kirken, julen – har fungeret. Endelig har hun formodentlig formået at overbevise den almindelige dansker om, at hun – som Danmarks pt. største diva – er enestående. Dét tror undertegnede, som selv så frem til kombinationen af hendes kraftfulde vokal og den akustiske merværdi, som kirkerummet kunne tilføre udtrykket.

Koncerten startede helt forrygende. Forestil dig, kære læser, et hvidkalket, tværstillet kirkerum med højt til loftet. På den ene lange væg et alter i marmor, over dette en prædikestol i marmor og igen oven over denne organistens position og orgelpiberne (på en bund af marmor). På de tre øvrige vægge de - for teaterkirken - så karakteristiske loger bygget i træ.

Rummet må – for den optrædende, som står umiddelbart foran alterpodiet – fremstå som en teatersal med publikum på gulvet og på de fire balkonetager.

Forud for Caroline Hendersons koncert summede hele rummet af samtaler, og derfor gik der et par minutter, før flertallet opdagede, at koncerten var gået i gang. Vel kunne alle se bassisten Anders Christensen og trommeslageren Jakob Høyer stå / sidde og "småteste" deres instrumenter. Men de færreste bemærkede, at Nikolaj Hess højt oppe i rummet – uden for de flestes synsfelt - havde sat sig til rette bag orgelet og påbegyndt det, der skulle blive en jazzet udgave af Dejlig er jorden. Efter et par minutter nåede orgelets volumen dog et niveau, der gjorde, at alle forstod, at koncerten faktisk var sat i gang, og herefter satte trioen – med bas, trommer og kirkeorgel – fra land med en eminent versionering af salmen. Dén "gimmick" fungerede virkelig godt. Især fordi de tre musikere, der sædvanligvis udgør Caroline Hendersons backing group, fra start fik markeret, at de i sig selv udgør en musikalsk attraktion.

Herefter kom Caroline Henderson under tilbageholdte klapsalver ind på gulvet, Nikolaj Hess kunne sætte sig ned bag flygelet – side om side med Anders Christensen og Jakob Høyer – og så gik den egentlige koncert i gang. Dét, der herefter helt åbenlyst fungerede bedst var, når sangerinden og de tre sidemen kastede sig over standards som Caravan, Wild is the Wind og It Ain't Necessarily so. Henderson og hendes trio formåede især i disse at indfri undertegnedes forventninger om "akustisk" merværdi i kirkerummet. Hendersons kraftfulde vokal med eminente fraseringer – og trioens sublimt afstemte spil – smøg sig så at sige ud i kirkerummet, så materialet løftede sig (helt guddommeligt). De fire formåede ganske enkelt at gøre de etablerede standards til deres egne sange og musikstykker på den autentiske facon, som har præget konstellationen de sidste par år. Dét kan konstellationen ikke roses nok for.

Undertegnede må dog – denne gang - især fremhæve Nikolaj Hess' fuldstændigt overvældende indsats. Hans forståelse af rummet, musikken og situationen vakte den allerstørste respekt. Hans kvaliteter stod fuldt ud mål med Caroline Hendersons.

I folkelighedens – eller juletidens – navn skulle der "selvfølgelig" også lidt højtid ind over det hele. Og dét med en gæsteoptræden af Københavns Drengekor.

Først sang de små drenge – mens Henderson og hendes sidemen stod/sad passive på scenen – en klassisk advendtssalme, og herefter indgik de i flere numre som kor. Men det delelement i koncert skulle arrangørerne have undladt at etablere, for det fremstod ganske enkelt som utilstrækkeligt gennemarbejdet. Set i forhold til det kunstneriske niveau og generelle samspil, der kendetegnede Henderson og hendes sidemen i første del af koncerten, fremstod drengekorets gæsteoptræden påklistret. Drengenes korsang var simpelthen ikke tilstrækkelig godt arrangeret.

På den baggrund kom koncerten som helhed til at fremstå som lettere ufokuseret.

Tilbage står dog især det indtryk, at Henderson og hendes trio udgør en stærk kunstnerisk enhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA