x
Ernesto Assante: Legendarisk Rock

Ernesto Assante
Legendarisk Rock

Ernesto Assante: Legendarisk Rock

GAFFA

Bog / Forlaget Globe
Udgivelse D. 20.12.2010
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Den italienske musikjournalist Ernesto Assante forsøger med "Legendarisk Rock" at beskrive de sidste 50 års største og mest indflydelsesrige bands og kunstnere i ord og billeder, fra Elvis, Beatles, Doors og Hendrix over Pink Floyd, Patti Smith, Springsteen og Madonna og helt frem til Take That og Coldplay. Det lykkes desværre kun halvt.

For bogens billedside er ganske fremragende. Flotte farvebilleder på lækkert papir understøttes af bogens store format, og der er en fin blanding af live- og pressebilleder. Billederne er flot flettet sammen, og med mere end 450 sider er der rigeligt plads til billedserier over flere sider uden forstyrrende tekst. Derfor kan man for eksempel se Bowies og Madonnas flamboyante personligheder i fuldt flor og følge Dylans udvikling fra folk-sanger til rocker. Der er altså ingenting at sætte på denne del af bogen.

Bogens tekst kommer både i svensk og dansk version, enten skiftevis på siderne eller i forskellige spalter, og når man først har vænnet sig til det, virker det ikke forstyrrende. Dog virker det som om nogle ting er gået lige lovlig stærkt. For eksempel har man glemt forordet på dansk, og man støder løbende på småfejl, som når Ike Turner bliver til Ikke Turner. Det virker også som om, det sikkert poetiske originalsprog er kommet igennem en voldsom og uelegant vridemaskine, og alt for meget af teksten, som den står skrevet, er kluntet og virker opstillet og unaturlig.

Udover det virker meget af indholdet i teksten også ret overfladisk og dykker enten ned i nogle få detaljer, som et enkelt år eller en specifik plade, eller skøjter hen over kunstnernes karrierer ganske hurtigt. Det går ud over teksten på flere måder. For eksempel virker det utrolig sløset, at teksten først glemmer at præsentere Jon Lord som medlem af Deep Purple, for senere i teksten at snakke om hans musikalske input uden at nævne hverken hans fornavn eller hans instrument!  Og når den tyske musikkritiker Adorno nævnes, i kapitlet om REM, uden nogen form for forklaring eller uddybning, bliver det simpelthen for smart og indspist. Enten skal man altså vide noget om de enkelte bands og meget om musik, og får så ikke nyt serveret, eller også bliver man efterladt i mørket uden oplysning. Og der er mange af den slags tilfælde bogen igennem.

Samtidig bliver ufattelig mange bands, koncerter og albums beskrevet som fantastiske, legendariske og enestående, men uden at sløret løftes for, hvad der gjorde dem det. Det står altså som postulater uden nogen for forklaring, og det virker altså langtfra overbevisende.

Så "Legendarisk Rock" bør købes for den imponerende og flotte billedside og vil gøre sig som en fremragende coffee table bog, men teksten er en ærgerlig rodebutik og i en sådan grad, at det virker skæmmende på helhedsindtrykket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA