Trine-Lise Væring: Umanérlig

Trine-Lise Væring
Umanérlig

Trine-Lise Væring: Umanérlig

GAFFA

CD / Word For Word Records
Udgivelse D. 31.01.2011
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

"Ordene slår flik-flak, når de forlader mine læber/meninger på glatis, optræder parvis," synger Trinelise Væring på åbningsnummeret Kaudervælsk Og Sniksnak. Umanérlig er hendes andet album på dansk, og det tredje album-livtag med popmusikken. Ellers er det primært en lang jazzkarriere, der findes i Værings bagkatalog. Men den danske pop-rock, som hun slog an på Lystfisker, har hun også rigtig godt styr på. Der er noget ubesværet, befriende og voksent ved Væring. Hun har en skøn evne til at bruge sproget og det er langt fra "tomme ord på flasker", der forlader hendes læber. Musikalsk dukker der spor af jazzen op ind i mellem, lejlighedsvis en saxofon, men overvejende er instrumenteringen enkel, tempoet radiovenligt, og nogle af numrene har endda den pop-catchyness, som gør, at man tror, man har kendt nummeret altid, allerede anden gang man hører det. Vokalen er både blød og beslutsom, og så er det kor, hun har lagt på numrene, fint og effektfuldt, uden hverken at under- eller overdrive. Umanérlig er en pop-rock-plade, som ikke vil være almindelig, men tilgængelig. Og Væring manifesterer (igen), at hun er i sangskriverklasse 1 her til lands.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA