x
Roky Erickson: Store Vega, København

Roky Erickson, Store Vega, København

Roky Erickson: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Østergaard | GAFFA

 Det burde være indlysende, men er det af uransagelige grunde ikke: Roky Erickson fra Austin, Texas er en enestående sangskriver og en unik rockpersona af format. En legende blandt rockmusikkens aficionados, men blot et sjovt navn for de fleste andre. Det er helt uretfærdigt. Sammen med The 13th Floor Elevators lagde han navn til hele den psykedeliske rocks genre med de to milepæle, "The Psychedelic Sounds Of The 13the Floor Elevators" og "Easter Everywhere" i henholdsvis '67 og '68; to plader, der står distancen selv blandt de bedste værker fra dén tids rockende glansperiode.  
 
Efter mere end et helt årti med skizofreni, andre personlige traumer og generelt bare alt for mange nedture udgav Roky den fantasmagoriske solodebut "Roky Erickson And The Aliens" i 1980 - en plade der tog et markant skridt væk fra psykedelia-rocken for i stedet at fokusere på skarptskårne rocknumre fra røvballegenrens bedre skuffe. Og lige præcis dén skuffe blev der åbnet op på for fuld gab under aftenens besøg i et ganske godt besøgt Store Vega. Desværre skulle det vise sig mest at være en omgang støv, der blæste op derfra.

 
Med hammer og mundharmonika
 
En på papiret ellers fantatisk trio fra netop denne plade åbnede ballet og fik skudt de nostalgiliderlige publikummer godt i gang. Med dens opløftende Eric Wreckless-agtige melodi gav "Don't Shake Me Lucifer" pigerne lyst til swing & boogie, den gav for en stund fyrene lyst til at bolle disse swingende boogie-rumpetter, hvorefter "Creature With The Atom Brain" imødekom alle de skrålende lørdagsdrikkere, der fornuftigt havde valgt at skide højt på firmafrokoster og jule-tam-tam til fordel for et rockhistorisk kapitel.   
 
Det var således aldrig repertoiret eller begejstringen, der var noget i vejen med. Næh, sætlisten boomede med den ene rockkanoniserede perle efter den anden, og publikum lod da også til at labbe dem alle i sig. Men man kan nok have så mange gode sange med i bagagen, hvis ikke man har bandet til at spille dem. Eller noget band overhovedet for den sags skyld, fristes man til at sige i dette tilfælde: Det var et elendigt firekløver af et backing band, Roky havde valgt at tage med sig på vejen. Hvem de er, vides faktisk ikke, men bag trommerne sad vist en tømrer, der forvekslede trommeskindet og -stikkerne med hammer og bræt, mens der ude i venstre side sad en ellers gedigen mundharmoniker, der dog ødelagde alting, når han i den ene sang efter den anden supplerede med en skrålende, umotiveret backing vokal, der bedst hørte hjemme i Gymnasieknægtenes All Star Band.   
 
Overraskende højdepunkter
 
Der var ellers potentiale til noget stort og ikke kun med nostalgibrillerne på. Tidligere på året udsendte den legendariske texanske underdog nemlig pladen "True Love Cast Out All Evil", der præsenterede fans for nodehæftets første nye materiale i godt og vel fjorten år. Til lytterens store frustration var pladen ved de første mange gennemlytninger dog en ret slem skuffelse. I stedet for at hooke op med de psykedeliske hjemstavnsbrødre i The Black Angels, som fans af syre-Roky ellers havde håbet på, havde han inviteret Okkervil River i studiet til at akkompagnere sig som backing band, hvilket var et no-go. Til at begynde med var der noget forbandet imødekommende easy-listening over de fleste af sangene, men af magiske musikalske veje er den kun blevet bedre og bedre for hvert eneste gennemlyt, og her ved årets slutning står den rent faktisk som en af dets bedste. I det mindste respekt for dét, Roky.  
 
Det kom derfor heller ikke som nogen overraskelse, at netop dén plades bedste skæring, "John Lawman", også kom til at stå som aftenens bedste sang. Med det støt stigende intensive guitarriff er den et klasseeksempel på morfarrock med kant anno det 21. århundrede, og den er lige præcis ordinær nok til at bandet ikke ødelagde den i liveregi. Efterfølgende kom det dog som en overraskelse, at den genert-romantiske "Starry Eyes" blev en af aftenens andre bedre øjeblikke. Sangen findes i et utal af versioner, men såvel den poppede som den country-agtige version blev denne aften begge tilsidesat for en version, hvis stemning mindede om Tom Waits' "Innocent When You Dream" - tilrøget og fuldemandsagtig på den vedkommende melankolske måde.
 
Men højdepunkterne var desvære ganske få, og når selv rockklenodier som "Splash 1" og "You're Gonna Miss Me" virker en smule malplacerede, kan det næsten kun blive bedre.   
 
Til pynt, ikke til brug
 
Man havde ikke enorme forventninger til den medicinerede gamle legende, men man havde trods alt nogle. Det er ikke nogen hemmelighed, at 60'erne og 70'erne bogstavelig talt ødelagde manden både mentalt og fysisk, og i Vega stod Rokys åndsfravær printet på ham i neon. Med dét bagkatalog in mente er det bare så pokkers svært ikke at have tiltro til og store forhåbninger om, at det stadig kan lykkes at finde en eller slags musikalsk form frem fra sindets overskudslager. Men den udeblev, og man må nok bare indse, at Rokys psykedeliske "third sound" aldrig mere vil blive spillet af ham. Der er simpelten ikke mere musikalitet at hente hos ham. Ikke på en scene i hvert fald.
Til trods for at han denne aften havde en sølvgrå guitar om halsen, var det sjældent, han rent faktisk brugte den. Han pillede lidt ved strengene i ny og næ, men det var mere til pynt end til brug. Vokalen kan ingen tage fra ham, og den er stadigvæk i en særklasse for sig, men at være forsanger handler i lige så høj grad om at komme ind på de rigtige tidspunkter, og det kneb det også med. På dén front var Rokys præstation faktisk lige så uholdbar som Brian Wilsons på Roskilde Festival for nogle år siden.
 
Det gør ondt, men det var ikke bedre end til dette. 2010 blev året, hvor album-Roky vendte stærkt tilbage, men det blev også året, hvor live-Roky forsvandt.  

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA