
Escape Artists
Ashes & Debris EP
Escape Artists: Ashes & Debris EP
GAFFA
EP / Eget selskab
Udgivelse D. 06.12.2010
Anmeldt af
Erik Barkman
Midt i firserne gjorde Escape Artists sig flygtigt bemærket med en single, et kassettebånd og en sang på et opsamlingsalbum. Siden blev frontmand Torben Johansen en del af feterede Gangway og fik job i pladebranchen. Nu er trioen samlet igen, og Ashes & Debris er både en debut-ep og en slags comeback-udgivelse. Det rutinerede trekløver vedkender sig gerne arven fra firsernes postpunk, men der er langt til Joy Divisions dramatiske weltschmerz her. "My life is a jailhouse, and I am a white mouse, caught in a treadmill," lyder det sigende i The Key: "Why don't I stand still?" Det er modne mænd, der taler – trodsige, men desillusionerede. Den lidt akavede lyrik følges til dørs af en håndfuld muskuløse guitarriff, et par stærke melodier og en generel stemning af håbløshed. Der er noget ufærdigt over Ashes & Debris, men også noget meget ærligt. Escape Artists er ikke sat i verden for at please andre end sig selv, men når rusten engang er banket helt af, kan de blive virkelig spændende at følge.