x
PJ Harvey: Let England Shake

PJ Harvey
Let England Shake

PJ Harvey: Let England Shake

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 14.02.2011
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Titlen mere end antyder det. Polly Jean har taget brillerne med udsynet på. England og resten af verden får en tur i blenderen hos den krasse sanger og sangskriver. På sit ottende soloalbum er PJ Harvey i det krigeriske hjørne. Musikalsk og tekstmæssigt. Klaveret fra forgængeren White Chalk er smidt på lossepladen, og Let England Shake er både underdrejet og underspillet rockmusik, der hele tiden opsøger det uforudsigelige.

Og det er helt befriende, at en kunstner af Harveys kaliber pludselig begynder at synge om en nations politiske forfald på verdensscenen. PJ Harvey savner sit gamle tågeramte fædreland, og hvad der er et direkte angreb på nationen, er derfor også en kærlighedserklæring til hendes England.

PJ Harvey er derfor ikke bleg for at spille sig ind i traditionen af engelske kunstnere, der ser musik som mere end en kunstnerisk udtryksform. Det er dog stadig musikken, der er den primære berettigelse for PJ Harvey for at kunne kommentere den omgivende verden. Og på Let England Shake er hun skarp og ubønhørlig. Med medvirken fra Mick Harvey og John Parish er den musikalske retning sat i form af en skurrende minimalistisk rock. Det er næsten PJ Harvey vintage. På en gang skræmmende og betagende. Grimt og underskønt.

PJ Harvey er på mange måder den engelske pendant til Eels. Det hele er lidt fordrejet på sin egen charmerende måde. PJ Harvey er måske snerrende på Let England Shake, men hun er så sandelig også en vokalmæssig oplevelse, der rummer alle sindets nuancer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA