Electric Lady Lab: Flash!

Electric Lady Lab
Flash!

Electric Lady Lab: Flash!

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 10.01.2011
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Electric Lady Lab har et godt bud på, hvordan eurodance anno 2011 skal skrues sammen. Sangerinden Stine har en god vokal – hvilket ikke har været flertallet af eurodance-acts forundt. Teksterne hæver sig over genrens ironiske og til tider komplet åndsforladte niveau med duoens forkærlighed for melankoli. Melodierne er godt skruet sammen – på en måde, så man faktisk kan skelne numrene fra hinanden. Alt sammen uden at gå på kompromis med hitkvaliteten. Singlen You & Me med SNAP!s Rhythm Is A Dancer som samplet tema har allerede hittet massivt – ikke kun i Danmark, men også hos vores nordiske naboer. En hitmodel, som den anden halvdel af duoen, Martin, også havde held med i The Loft og deres City Of Dreams (med Midt Om Natten sample). Det fungerer ret godt. Det nye glider ned med det gammelkendte, og begge halvdele vinder i den nye helhed. Men bedre er ELL faktisk på Wondering, Fascinated, Let Go og Flash! Eurodance har efterhånden længe været på vej tilbage – med meget vekslende held. ELL har en sans for æstetik – både visuelt og auditivt, som rykker genren ud af en kikset fortid med kvinder i lakkostumer og mænd med indbildt rap-talent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA