x
J. Cole: Friday Night Lights

J. Cole
Friday Night Lights

J. Cole: Friday Night Lights

GAFFA

Album / Roc Nation
Udgivelse D. 12.11.2010
Anmeldt af
Anders Hjortskov

Efter sigende skulle Jay-Z have givet J. Cole én af de berygtede 360 graders kontrakter efter at have hørt singlen Lights Please, og nu sidder North Carolina-rapperen på Roc Nation sammen med den lige så hypede Jay Electronica og med et af de mest ventede album i år. Indtil da er vi blevet begavet med det tredje officielle mixtape fra rapperens hånd, som i sin form giver stjernefrøet de friheder, der nu engang følger med, hvilket bl.a. betyder lånte fjer fra bl.a. Kanye West og Erykah Badu. J. Cole sidder selv bag knapperne med habile resultater, men det er som rapper og sanger, at han virkelig tager kegler. Hør bare numre som Before I'm Gone og Enchanted, hvor Tupacs gamle Hail Mary-omkvæd får et twist. Opkomlingens stemmeføring og temaer om den farlige berømmelse har reminiscens af sidste års højdespringer, Drake, der også gæster på den lumre In The Morning. Men J. Cole har selv en sult, der er en ung Nas værdig og sætter ord på sin kamp for at komme på toppen, som kun en basketballelskende middelklasseknægt kan det.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA