x
Fossils : Musik Aarhus Festival, Musikcaféen, Århus

Fossils , Musik Aarhus Festival, Musikcaféen, Århus

Fossils : Musik Aarhus Festival, Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Jeg fandt mig selv stående med åben mund efter en koncert, som først fik mig til at måbe, derpå til at glemme tid og sted og slutteligt – efter en halv times tid - til at hungre efter mere.

Således må jeg have set dum ud, som jeg stod dér foran Musikcafeens scene, hvor crowden var en blanding af hipsters og heavydudes i Converge-trøjer – sidstnævnte havde jeg efter min research af bandet også forventet at se. Og salen var stort set fyldt.

Fossils er en Århus-baseret instrumentalduo, bestående af bas og trommer: Simon Tornby og Per Silkjær. De spiller en dundertung, teknisk og hæsblæsende punk, som er fyldt med bratte stop, abrupte skift mellem taktarter og en medlevende energi på scenen. Og så trækker de også på elementer fra metalgenren. Sidste år udgav de albummet "Meat Rush", hvis lyd, jeg, som er mindre velbevandret ud i metalgenren, godt tør hævde svømmer rundt omkring de samme (hajfyldte) generiske farvande som Converge. Også Fossils' hang til at lave korte, hurtige og ultradetaljerede numre, der enkeltvis kan indeholde flere variationer end andre gruppers albums, leder mine tanker i den retning.

Uden mange ord, men dog af og til et smil til publikum og hinanden, lod duoen et monster af et massivt lydtæppe falde ned over publikum. Selvom instrumenteringen holdes så minimal, udfyldte lyden hele spektret af lave og høje toner. Brugen og udnyttelsen af bassen var således imponerende, og også trommeslagerens teknik og tightness var i en klasse for sig. Hvad der dog helt tog pusten fra mig, var duoens evne til at fungere som en enhed. Eksekveringen af de mange heftige breaks såvel som skift i tempo og taktart sad sgu lige i skabet hver eneste fucking gang!

I en forening af dyb, dyb koncentration, total tilstedeværelse og rå energi, som blandt andet afspejlede sig i musikernes sammenpressede grimasser, lykkedes det således Fossils at nå en tilstand af flow, som det "zombieficerede" publikum også blev en del af. Derfor føltes det næsten lidt strengt, da de alt, alt for tidligt og brat, trak lydtæppet væk igen efter blot en halv times kødrus.            

Fossils-koncerten var en del af Musik Århus Festival. Tidligere på aftenen havde Bang Bang Brain spillet et sæt fyldt med energi og stagedives, og efter Fossils stod Glow Kit klar til at indtage scenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA