x
The Decemberists: The King Is Dead

The Decemberists
The King Is Dead

The Decemberists: The King Is Dead

GAFFA

Album / Rough Trade
Udgivelse D. 17.01.2011
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Læsebrillerne er lagt i skuffen og bogen stillet tilbage i reolen for en stund. Portland, Oregon-kvintetten The Decemberists har med The King Is Dead gravet sig tilbage i den amerikanske muld. Idéen med konceptpladerne har præget de to seneste album med lidt for meget tyngde. Den er nu blevet udskiftet med et ligetil og jordnært udtryk. Lange musikalske forløb, temposkift og ikke mindst de kringlede litterære tekster fik forgængeren The Hazards Of Love til at fremstå som et overdoseret ambitiøst album, der ville mere, end bandet kunne bære.

Den svingende Don't Carry It All åbner med taktfaste anslag på den akustiske guitar, et jerngreb på violinen og et dirrende mundharpespil, ja alt-country-ballet er i fuld gang. Titlen The King Is Dead skulle efter sigende være en skjult hyldest til en af sanger Colin Meloys yndlingsplader, The Smiths' The Queen Is Dead. Musikalsk er det derimod navne som R.E.M., Neil Young og Warren Zevon, bandet læner sig op ad. Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Peter Buck (R.E.M.), Gillian Welch og Dave Rawlings medvirker.

Enkelheden klæder The Decemberists, fordi mastermind Meloy formår at skrive nogle simple iørefaldende sange uden for meget hanky panky, som på Down By The Water og All Arise!. Tekstmæssigt er der også blevet skåret ind til benet. Der bydes på nedtonet hverdagspoesi, som er til at forstå: "On a winter's Sunday I go/To clear away the snow/and green the ground below", lyder det drømmende fra Meloy på January Hymn. Selv om The King Is Dead mangler lidt kant, er det umuligt ikke at blive lidt forelsket i de fremragende ballader Rise To Me, Dear Avery og June Hymn. The Decemberists slår en tyk streg under, at less is more.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA