x
Sleigh Bells: Loppen, København

Sleigh Bells, Loppen, København

Sleigh Bells: Loppen, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Hvis man følger amerikanske Sleigh Bells på Facebook, kunne man for en god måneds tid siden se en update der lød noget i retning af "Hej verden, vi er Sleigh Bells, vi spiller 35 minutter lange koncerter og har ét live-instrument, hvis du ikke kan lide det, så bliv væk fra vores koncerter". En provokerende udmelding vil nogen måske mene, men det lader dog ikke til at have skærmet for hypen for duoen som sidste år havde den frækhed at lave en plade der var længder bedre end hvad deres pladeselskabs boss M.I.A. selv kunne præstere, og således er der da også udsolgt denne aften på Loppen.

Når man spiller så korte koncerter som Sleigh Bells gør så er der selvfølgelig ingen grund til at spare på kræfterne, og det er da også en sand energieksplosion der generelt møder en under koncerten. Første gang under intronummeret som er et smadrende højt metalnummer, det bliver sat til at hakke og bliver, selvfølgelig, fristes man til at sige, efterfulgt af kirkeklokker, hvorefter vi glider direkte over i første nummer. Herfra går det stærkt, små 12 minutter inde i koncerten er vi allerede i gang med fjerde sang, vi har blandt andet fået hittet "Infinity Guitars", og backtracket kører åbenbart så automatisk som havde man sat pladen på derhjemme. Imellem numrene er ikke plads til andet end et højt "COPENHAGEN!"-skrig fra Alexis Krauss, men dem leverer hun så også pligtopfyldende, så snart der er noget der minder om en pause i eller imellem sangene.   

Selvom festen nu for alvor har gjort sit indtog på de forreste rækker må man alligevel sige at det hurtigt går han og bliver en ret monoton oplevelse. Sangene falder som sagt lynhurtigt efter hinanden, og der er ikke gjort noget for at give numrene bare et lidt anderledes udtryk end det man finder på pladen, udover at bassen er skruet helt i vejret og at guitaren er sendt endnu længere frem i lydbilledet, så under store dele af koncerten er det ret svært at høre hvad der egentlig bliver sunget. "Rachel" og "Rill Rill" bliver, ligesom på pladen, dejlige afbræk fordi den faste skabelon bliver forladt for et øjeblik. Efter 25 minutter lyder det så at der er to sange tilbage, og efter præcis 31 minutter går Sleigh Bells af scenen og vender ikke tilbage.

At se Sleigh Bells live er uden tvivl en sansebombardement af de større; helt i pladens ånd bliver man fulgt rundt i en række genrer, fra hiphop- og soulagtige elementer til nærmest metal-riff på den guitar der bærer så stor en del af lyden. Lysshowet kører så heftigt at der er sat epilepsi-advarsler op, men alligevel bliver det også utroligt ensformigt og forjaget. De korte sange og den hurtige fremgang i koncerten kunne man måske se som en del af den pop-kultur, som Sleigh Bells er blevet kaldt fornyere af, men det bliver nu stadig spændende at se, hvad Sleigh Bells kan præstere med et lidt større bagkatalog og forhåbentlig lidt større variation.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA