x
Iron & Wine og Tift Merritt: VoxHall, Århus

Iron & Wine og Tift Merritt, VoxHall, Århus

Iron & Wine og Tift Merritt: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Iron And Wine alias den Austin, Texas-baserede sanger og sangskriver Sam Beam og hans skiftende musikere er populære i Danmark. Da de sidst spillede på VoxHall for tre år siden, var der udsolgt. Det var der også denne lørdag aften, selvom spillestedet har fået plads til 250 personer mere i mellemtiden. Også morgendagens koncert i Store Vega er udsolgt, og Iron And Wines nye album "Kiss Each Other Clean" ligger i skrivende stund på en pæn 20. plads på den danske albumhitliste. I USA ligger den så højt som nummer 2.

Salen summede da også af forventning, da lyset blev dæmpet, og Sam Beam & Co. efter en ret lang kunstpause indtog scenen, konstaterede "It's Saturday night" og lagde forholdsvis afdæmpet ud med "Tree By The River" fra det nye album. Med sig havde den som altid langskæggede Sam Beam hele syv musikere – foruden ham selv på akustisk (og senere elektrisk) guitar en mandolinspiller (som senere skiftede til elektrisk guitar eller banjo), en bassist, en trommeslager, en slagtøjsspiller (disse fire musikere udgør i øvrigt Chicago-bandet Califone), en keyboardspiller, en tenorsaxofonist (som siden også betjente tværfløjte og klarinet) og en korsangerinde. Mandolinen og saxofonen fyldte temmelig meget i lydbilledet, modsat på studieindspilningen af sangen, og det satte tonen for en aften præget af sange fra hele Iron And Wines bagkatalog, ofte i mere eller mindre markante omarrangementer.

Således fulgte "House By The Sea" i en version endnu mere swingende og livlig end den, man finder på albummet "The Sheperd's Dog", og det samme gjaldt "Big Burned Hand" fra det nye album. "Sunset Soon Forgotten" fra det næsten helt akustiske og meget afdæmpede andet album "Our Endless Numbered Days" havde også fået sat lidt fut i sig med fuld bandlyd, men bevarede dog sit drømmende og melankolske skær.

"Bird Stealing Bread" fra det ligeledes meget lavmælte debutalbum "The Creek Drank The Cradle" havde også fået et lidt mere fyldigt udtryk, herunder en smuk mandolin og længselsfuld tværfløjte. Mere radikal var versionen af "Cinder And Smoke", der oprindelig er en akustisk sang fra "Our Endless Numbered Days", men nu var blevet gjort groovy og funky, med pumpende bas og masser af inciterende saxofon. Aldeles overbevisende.

Fra folk til free-jazz

"Free Until They Cut Me Down" fra "Our Endless Numbered Days" var ligeså transformeret fra en halvakustisk akustisk folk/blues-sang med en meget simpel akkordrundgang til et næsten trance-agtigt free-jazz-nummer med en lang klagende saxofonsolo, der sendte tankerne på langfart i retning af Saharas uendelige ørken. Siden kom vi igen et godt stykke ud i stratosfæren med en psykedelisk "Wolves (Song Of The Sheperd's Dog)", som dog allerede i albumversionen fra "The Shepherd's Dog" har galskaben boende i sig – her fik den bare lov at gå hele planken ud i en lang, jam-lignende outro, der stoppede, lige præcis inden det blev for meget.

Forklaringen på de nye arrangementer er muligvis den, at Iron And Wine for hver ny pladeudgivelse er blevet mere udadvendt og legesyg, og når de gamle, akustiske og melankolske sange spilles live, får de en ansigtsløftning, så de passer bedre til det nyere repertoire. Det kunne være gået helt galt i mindre kyndige hænder end Sam Beams, men han ved tilsyneladende lige, hvor langt han skal gå. Eneste lille mislyd var, at hans ellers smukke, lyse stemme, der er lige så blid og blød, som en krammer fra ham må være, til tider blev overdøvet en smule af instrumenterne, når disse fik frit løb, men det er dog en indvending i småtingsafdelingen.

Efter halvanden times fremragende koncert fra otte veloplagte musikere sagde Sam Beam tak for i aften med "Teeth In The Grass", der havde fået lov at bevare sin forholdsvis tilbageholdte, halvakustiske natur, med smukt englekor fra Rosie Thomas, der hele aftenen havde gjort en god figur. Vi fik dog et enkelt ekstranummer, en meget smuk "Flightless Bird, Amercian Mouth" næsten a cappella, med kun ganske få og sarte anslag på guitaren og Sam Beams flotte falset i fuldt flor.

En helt igennem fremragende aften med et glimrende band og en ekstremt talentfuld sanger og sangskriver, der formår at give sine sange nyt liv, selvom de slet ikke behøver det.

Opvarmning: Tift Merritt ****

Inden Iron And Wine gik på scenen, fik vi 40 minutters opvarmning ved den North Carolina-opvoksede sangerinde og sangskriver Tift Merritt. Det var hendes første besøg i Danmark, og hun er da også temmelig ukendt på disse kanter, selvom hun har udsendt fire album. Merritt gjorde nu et ganske godt indtryk med sin store, ekspressive og følelsesfulde stemme, som gav visse associationer til navne som Emmylou Harris og Martha Wainwright. Musikken er tidløs sangskrivning med et anstrøg af country, og sangene var generelt fine – jeg kunne i hvert fald hurtigt nynne med på dem. Merritt akkompagnerede sig selv på skiftevis akustisk guitar og keyboard (keyboard-sangene lå generelt i et lidt dybere leje end guitar-numrene) og gjorde et ganske godt indtryk på publikum, selvom der i første omgang ikke var hul igennem til hendes keyboard – ikke mindst da hun modigt fremførte en sang uden brug af mikrofon, men alligevel nogenlunde formåede at få ørenlyd. Særligt nyskabende er det ikke ligefrem, men mindre kan også gøre det.

Læs også om nogle publikumsreaktioner fra koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA